Tyske flygtningegrave på Fredens Kirkegård i Svendborg.

Fredens Kirkegård Svendborg.

Historien om de tyske flygtninge på sydfyn.



          Østfronten 1945: 
Flugt over isen på "Frische Haff".






Følgende tyske soldater og flygtninge er begravet på Fredens Kirkegård i Svendborg:

Augustin Marianne
* 16. 11. 1944 i Klein Mansdorf (ved Gdansk)
+ 17. 5. 1945 i Skårup

Beckerreiner Brunhild

* 18. 4. 1945 i Odense
+ 21.5. 1945 i Svendborg

Bendig Elisabeth
* 7. 9. 1880 i Danzig (i dag Gdansk)
+ 14. 3. 1946 i Ollerup

Bohle
Flieger
* ?
+ 12. 5. 1945


Brasselmann Eugen
Matrose
* 13. 2. 1921 i Wuppertal - Beyenburg
+ 24. 5. 1945 Svendborg Havn

Brendtke Ida
* 1. 6. 1895 i Klein Zünder (i dag Cedry Male)
+ 30. 5. 1945 i Ollerup

Brettnacher Klaus-Jürgen
* 10. 12. 1944 i Friedland (i dag Debrzno)
+ 1. 10. 1945 i Ollerup

Brodowski Manfred
* 4. 4. 1945 i Svendborg
+ 11. 5. 1945 i Svendborg

Bux Liebgard
* 12. 5. 1943 i Neukeikuth
+ 21. 3. 1945 i Ollerup

Dannigkeit August
* 28. 4. 1874 i Talszenten
+ 11. 6. 1945 i Ollerup


David Frieda
*3. 6. 1909 i Eylau (i dag Ilawa)
+ 11. 5. 1945 i Ollerup

Dinse Karin
* 26. 10. 1943 i Vietzkestrand (i dag Wicko Morskie)
+22. 3. 1945 i Ollerup

Ehlert Manfred
*20. 3. 1945 i Rauschen (i dag Czymanowo)
+ 24. 4. 1945 i Skårup

Amulat Annelise
* 21. 10. 1945 i Ollerup
+ 16. 11. 1945 i Odense

Esau Abraham
* 2. 9. 1861 i Petershagen (i dag Zelichowo)
+ 29. 4. 1945 i Svendborg

Ewersbach Doris
* 25. 6. 1942 i Danzig (i dag Gdansk)
+ 4. 4. 1945 i Svendborg

Fenske Karin
* 24. 7. 1943 i Danzig (i dag Gdansk)
+ 28. 5. 1945 i Ollerup


Frassmann Johan
* 10. 1. 1891 i Stüblau (i dag Steblewa)
+ 28. 5. 1945 i Svendborg

Freitag Hedwig
* 1. 3. 1907 i Lusin (i dag Luzino)
+ 29. 4. 1945 i Svendborg 

Fromm Karin
* 18. 4. 1941 i Löwenhagen
+ 16. 7. 1945 i Ollerup

Gerlach Emil
* 12. 12. 1895 i Orschen (i dag Orsy)
+24. 11. 1945 i Ollerup

Girnus Auguste
* 28. 3. 1880 i Basznitzkallen ( i dag russisk ved Kaliningrad)

+ 1. 8. 1945 i Ollerup

Glogau Johann
*29. 6. 1863 i Danzig (i dag Gdansk)
+ 4. 5. 1945 i Svendborg


Golitzki Regina
* 6. 1. 1943 i Danzig (i dag Gdansk)
+ 17. 6. 1946 i Ollerup

Goyke Marie
* 19. 1. 1884 i Gemlitz (i dag Giemlice)
+ 1. 7. 1945 i Ollerup

Grasl Peter
Obergefreiter
* 29. 5. 1924 i Ingering (der findes flere)
+ 4. 6. 1945 i Svendborg

Gregotius Berta 
* 30. 8. 1888 iNarmeln
+ 9. 12. 1945 i Odense

Gregorius Johanna
* 24. 12. 1886 i Narmeln
+ 25. 1. 1946 i Odense


Gregorius Willy
* 23. 9. 1945 i Ollerup
+ 3. 3. 1946 i Odense

Grieslawski Horst
Gefreiter
*21. 3. 1924
+ 24. 5. 1945 på Svendborg Havn


Grimm Ernst
Obergefreiter
* 21. 10. 1923 i Hölzen
+ 28. 5. 1945 i Svendborg


Hecht Maria
*27. 3. 1872 i Stobbendorf (i dag Stobno)
+ 15. 6. 1945 i Ollerup

Hensel Ernst
* 13. 5. 1876 i Bublitz ( i dag Bobolice)
+ 26. 3. 1946 i Gudme / Broholm

Henseleit Georg
* 7. 8. 1945 i Ollerup
+ 22. 9. 1945 i Ollerup

Hermann Jutta
* 24. 1. 1944 i Gumbinnen (i dag Gussew i det russiske område)

+ 22. 4. 1945 i Ollerup

Heubeck Georg
Hauptgefreiter
* 4. 4. 1918 i Straubing
+ 25. 5. 1945 på Svendborg Havn

Hintz Bärbel
* 10. 1. 1944 i Danzig (i dag Gdansk)
+ 8. 6. 1945 i Svendborg

Hippler Margarete
*2. 1. 1919 i Frauendorf
+ 7. 5. 1945 i Ollerup


Hoeke Ingrid
* 16. 8. 1943 i Schönhorst ( i dag Wodjanaja ?)
+21. 5. 1945 i Ollerup

Hübner Hildegard
* 7. 9. 1924 i Danzig ( i dag Gdansk)
+ 19. 4. 1945 i Svendborg

Hübner KLaus
*18. 2. 1943 i Danzig (i dag Gdansk)
+ 26.4. 1945 i Svendborg

Jaeck Marie
* 13. 8. 1868 i Landcek (i dag Ledyczek)
+ 21. 6. 1946 i Ollerup

Japs Reiner
* 2. 4. 1944 i Klein Zünder (i dag Cedry Male)
+ 4. 6. 1945 i Ollerup

Jek-Bente Carmen
* ?
+ ?

Killian Friedrich
Obergefreiter
* 19. 8. 1925 i Hilden
+ 26. 5. 1945 i Svendborg

Klingenber Dieter
* 4. 12. 1945 I Svendborg
+ 25. 4. 1946 i Oldemark, Ærø

Klingenber Gert Günther
* 29. 4. 1944 i Dirschav (i dag Tczew)
+ 1. 7. 1945 i Ollerup

Kloberdanz Alois
Unteroffizier
* 11. 8. 1919 i Bad Soden
+ 3. 5. 1945 ved Spodsbjerg

Knopf Anna
* 17. 12. 1864 i Riesenburg (i dag Prabuty)
+20. 6. 1945 i Svendborg

Köser Hildegard
* 30. 10. 1904 i ?
+ 3. 5. 1945 i ?

Krüger Maria
* ?
+ 31. 3. 1945 i Svendborg

Kucklinski Inge
* 8. 1. 1942 i Bartenstein (i dag Bartoszye)
+ 29. 10. 1945 i Odense

Kuhn Jürgen
* 14. 1. 1942 i Posen (i dag Drozdowa)
+ 11. 6. 1945 i Ollerup

Laude Gerda
*12. 6. 1924 i Gramenz (i dag Grzmiaca)
+ 9. 11. 1945 i Odense

Leiske Reinhard
*19. 4. 1944 i Friedland
+ 30. 4. 1945 i Ollerup

Liesandt Johanna
* 8. 8. 1875 i Poblitz (i dag Boblas)
+ 6. 4. 1945 i Svendborg

Linder Wilhelm
Unteroffizier
* 15. 11. 1917 i Lübeck
+ 3. 5. 1945 på Dampfer "Pallas" (skibet blev beskudt af engelske fly)

Lobeck Wolfgang
* 19. 8. 1944 i Lauenthal (i dag Letnica)
+ 5. 6. 1945 i Ollerup

Loleith Marie
* 17. 3. 1885 i Rautengrund (i dag Rjadino, det russiske område)
+ 27. 4 1945 i Svendborg

Lucht Karl 
* 24. 2. 1864 i Schöenbaum (i dag Drewnica)
+22. 6. 1945 i Ollerup

Marquardt Elfriede
*13. 10. 1944 i Müggenhall (i dag Rokitnica)
+10. 9. 1945 i Ollerup

Meller Hannelore
*16. 5. 1945 i Odense
+ 31. 7. 1945 i Ollerup

Naumann Karl
* 14. 12. 1891 i Goldap
+24. 12. 1945 på Broholm, Gudme

Niemand Heinz
Hauptgefreiter
*15. 1. 1919 i Halle
+ 3. 5. 1945 i Spodsbjerg

Noch Dieter
* 9. 2. 1943 i Schmerblock (i dag Blotnik)
+ 11. 6. 1945 i Ollerup

Noch Günter-Willi
* 14. 8. 1944 i danzig (i dag Gdansk)
+ 16. 5. 1945 i Skårup

Oeffling Peter
Hauptgefreiter
*2. 3. 1917 i Kopp
+ 7. 5. 1945 ?

Pelz Manfred
Gefreiter
* 21. 4. 1926 i Berlin
+ 3. 5. 1945 i Spodsbjerg

Peters Hartmut
*10. 7. 1944 i Käsemark (i dag Kiezmark)
+ 25. 6. 1945 i Ollerup

Peters Wolfgang
*14. 5. 1943 i Käsemark ( i dag Kiezmark)
+ 31.5. 1945 i Ollerup

Phal Meta
* ?
+ 12. 5. 1945 i ?

Pieper Walter
Obergefreiter
'11. 6. 1912 i Hohenborn
+ 3. 5. 1945 i Spodsbjerg

Poppe Hans
Oberfeldwebel
*4. 10. 1945 i Budelsdorf
+ 3. 5. 1945 i Svendborg

Pratzat Werner
*22. 6. 1943 i ?
+ 12. 5. 1945 i Ollerup

Preuss Ursula
* 16. 12. 1942i ?
+14. 5. 1945 i Svendborg

Prohl Gustav
* 20. 5. 1876 i ?
+ 3. 5. 1945 i Ollerup

Prohl Selma
*19. 11. 1890 i Bodenbruch
+ 3. 1. 1946 i Ollerup

Räck Anna
* 27. 8. 1877 i Trutenau
+ 26. 4. 1945 i Svendborg

Raun Herbert
Ogergefreiter
*11. 1. 1924 i Stuckenbruck
+ 24. 5. 1945 på Svendborg Havn

Rippe Marianne
* 7. 5. 1945 i Odense
+ 10. 8. 1945 i Ollerup

Rockel Dietmar
* 25. 12. 1942 i Serpellen
+ 8. 6. 1945 i Ollerup

Rockel Johanne
* 11. 12. 1878 i Kumkeim (i dag Kumkiejmy)
+ 24. 8. 1945 i Ollerup

Sabath Helene
*17. 4. 1865 i Wollin (i dag Wolin)
+14. 9. 1945 i Ollerup

Suckau Artur
*28. 3. 1944 i Parschau (i dag Parszewo)
+ 10. 6. 1945 i Ollreup

Schadwinkel Frieda
* 30. 8. 1902 i ?
+ 10. 6. 1945 i Ollerup

Schaper Christian
*1. 4. 1945 i Gemlitz (i dag Giemlice)
+ 19. 5. 1945 i Ollerup

Schippel Marlene
* 2. 10. 1943 i Prostken (i dag Prostki)
+ 7. 10. 1945 i Ollerup

Schneege Liselotte
* 17.9. 1942 i Königsberg (i dag Kaliningrad)
+ 1. 4. 1945 i Svendborg

Schröder Emilie
* 30. 10. 1864 i Labullken
+ 21. 11. 1945 i Ollerup

Schulze Margarete
*24. 2. 1880 i Lupushorst (i dag Lubstowo)
+ 16. 7. 1945 i Ollerup

Schulze Monika
*14. 4. 1943 i Königsberg (i dag Kaliningrad)
+ 30. 4. 1945 i Ollerup

Schwabe Maria (Marie)
*6. 6. 1872 i Lazgarben
+12. 7.. 1945 i Ollerup

Schwertfeger Max
* 24. 5. 1898 i Strauchhütte (i dag Kierzkowo)
+ 19. 11. 1946 på Broholm, Gudme

Stahl Gisela
* 4. 2. 1942 i Pogegen (i dag Pagegiai, Litauen)
+ 11. 4. 1945 i Ollerup

Strange Anita
* 15. 3. 1942 i Heinriken
+ 27. 4. 1945i Svendborg

Stressau Ursula
* 11. 4. 1944 i Terranova
+ 25. 6. 1945 i Ollerup

Telschow Edda
* 11. 9. 1943 i Lissa (i dag Wysokiebrodno)
+ 22.7. 1945 i Svendborg

Urban
*3. 7. 1945 i Svendborg
+ 3. 7. 1945 i Svendborg

Urban Charlotte
* 26. 10. 1912 i Königsberg (i dag Kaliningrad)
+21. 7. 1945 i Ollerup

Wege Auguste
*1. 3. 1873 i Parpat (i dag Paproty)
+ 2. 10. 1945 på Broholm, Gudme

Weissbrot Horst
* 2. 6. 1941 ?
+ 28. 5. 1945 ?

Wendlandt Johanne
* 23. 5. 1895 i Zu Belitz
+ 3. 5. 1945 i Rudkøbing

Will Valdemar
* 10. 6. 1943 i Angerburg (i dag Wegorzewo)
+ 15. 4. 1945 i Svendborg

Willms Johann
* 12. 10. 1869 i Neudamm (i dag Debno)
+ 114.5. 1945 i Ollerup

Witting Hannelore
* 1. 3. 1945 i Strasching
+ 2. 6. 1945 i Ollerup

Zeissler Günter
Unteroffizier
* 27. 4. 1922 i Dresden-Neustadt
+ ?

Zimmermann Euphrosina
* 23. 2. 1869 i Langwalde ( i dag Dlugoborg)
+ 11. 12. 1945 i Ollerup

Samt 3 ukendte.

Personoplysningerne stammer fra Volksbund Deutsche Krigsgräberfürsorge (Volksbund), som jeg, som formand for Svendborg Kirkegårdsbestyrelse, har haft godt samarbejde med, især Wolfram Smith a. d. fra Kiel:
http://www.volksbund.de/graebersuche/

Jeg har også et fint samarbejde med:
http://weltkriegsopfer.de/


     I den hårde vinter 1944/1945 var Hitlers Tredje Rige ved at bryde sammen. Flugten over Østersøen blev redningen for over to millioner mennesker fra Øst og Vestpreusen, tysklands østlige områder. Der var hovedsageligt tale om kvinder, børn og gamle, som havde været på flugt i lang tid i 19-20 graders frost.
     Det hele startede i efteråret 1944, de tyske tropper på Østfronten var ved at bryde sammen, det russiske pres var for stort, og i oktober erobrede russerne den første by på tysk jord.
     Lørdag  den 21. oktober 1944 kl. 0730 besatte russiske tropper landsbyen Nemmersdorf. det varede kun tre timer, så havde de tyske tropper igen erobret byen. Den Røde Ame mistede ca 200 soldater og 2 kampvogne. Der mødte de tyske soldater et frygteligt syn, man fandt 23 personer dræbt, kvinder og børn i alle aldre, helt ned til nyfødte, dræbt på bestialsk vis.
     Joseph Goebbels Reichspropagandaministerium øjnede straks en chance til at bruge massakren i Nemmersdorf til propaganda, for at styrke moralen blandt soldaterne og befolkningen, når de nu kunne se hvad der ventede dem. Journalister fra Tyskland og flere neutrale lande besøgte byen et par dage efter. De efterfølgende beretninger taler om 72 dræbte kvinder, dræbt på brutal vis, mange af dem var først blevet voldtaget, børn med knudte hoveder og en mand på 74 år. Der findes mange billeder og film, men det er svært at afgøre hvad der er propaganda. 
     Skrækpropagandaen virkede stik modsat, folk begyndte at flygte, og de første var nazipartiets topfolk. Gauleiter Erich Koch (1896 - 1986) var den øverste, og i november 1944 var han blevet udnævnt som chef for Volkssturm, som var en slags hjemmeværn, der bestod af gamle mændog ganske unge drenge. Han opildne dem til at kæmpe for den endelige sejr, men i januar 1945 flygtede han fra Königsberg til Berlin. Senere måtte han dog tage tilbage, denne gang slog han sig ned i den mere sikre by Pillau, vor han forberede sin flugt. Den 23. april 1945 flygtede han nu ombord på isbryderen Ostpreussen til Rügen og videre til København. Derfra gik flugten til Flensborg, hvor han gemte sig. I 1949 blev han taget til fange af de britiske styrker i Hamborg, som overgav ham til Polen.
     Lørdag den13. januar 1945 indledte Den Røde Hær sin storoffensiv mod Tyskland, hovedstyrken havde kurs direkte mod Berlin, og andre styrker kæmpede sig igennem de tyske linjer, de nåede Østersøkysten forskellige steder. Kampene sendte en stor flygtningestrøm fra Øst og Vestpreussen mod vest og mod nord ud til kysten. Mange gange begyndte evakueringen først når man kunne høre kanontordenen. To millioner mennesker måtte efterlade næsten alt og begive sig på flugt. En del nåede i sikkerhed i det nuværende Tyskland via nogle af østersøhavnene, men 250.000 flygtede til Danmark. København blev et knudepunkt, og mange af byens skoler, blev i de sidste måneder af krigen brugt til flygtninge. Byen kunne ikke rumme så mange, derfor måtte der i resten af landet skaffes indkvartering, også i Svendborg.
     Flådechefen, Storadmiral Karl Dönits, startede uden Hitlers viden en redningsoperation, kaldet "Unternehmen Rettung", som skulle redde så mange flygtninge til det vestlige Tyskland og Danmark som muligt.
     Tysklands nok største passagerskib, motorskibet "Wilhelm Gustloff" på 25.000 ton (se foto nr. 1), lå i Gotenhaven (Gdynia) som skoleskib for ubådsbesætninger. Det var bygget i 1937 som krydstogtskib for tyske feriegæster, senere blev det brugt til troppetransport og lazaretskib. På skibet var der 918 ubådsgaster og 373 "Marinehelferinnen" (marinelotter), og den 25. januar 1945 begyndte man at tage flygtninge samt sårede soldater ombord. Da de første 5.000 personer var kommet ombord, holdt man op med at tælle, det menes i dag, at der har været mellem 10.000og 12.000 på "Wilhelm Gustloff", mest kvinder, børn og sårede soldater.
     Skibet var malet marinegråt, havde luftværnskanoner om bord og sejlede under den Tyske Kriegsmarine's flag, det var altså at betragte som et krigsskib.
     Tirsdag den 30. januar, omkring middag, tog man landgangen og lukkedeportene til indskibningsdækket, tilbage på kajen var der sort af mennesker. Fire slæbebåde trak "Wilhelm Gustloff" ud mod det åbne vand. Efter kort tid stansede slæbebådene igen, og "Gustloff" lå stille. Et lille motorskib, som kom fra Pillau, lagde til og yderlige flere hundrede mennesker kom ombord. Igennem hagl og snebyger Sejlede "Wilhelm Gustloff" nu videre, vejret var koldt og blædende, vandtemperaturen var plus 2 grader, men luften var minus 18 grader. Eskorten var kun en lille torpedobåd, med det tyske navn "Löwe". Den var opridelig norsk, og hed "Gyller", men var blevet taget som krigsbytte, ved starten af krigen. Senere skulle man mødes med den tunge krydser "Admiral Hipper".
ombord på "Wilhelm Gustloff" var der kun 4 af de 18 oprindelige redningsbåde, og der var langt fra redningsveste til alle.
     Den sovjetiske ubåd S-13, med Alexander Marinesko (15.01.1913 - 25.11.1963) som kaptajn (se foto nr. 3), patruljerede i farvandet ved Stolpe Banke. Om aftenen den 30. januar 1945 fik man på ubåden øje på et stort skib, der sejlede med positionslys, som senere viste sig at være "Wilhelm Gustloff". D-13 affyrede, lige efter klokken 21.00, tre torpedoer mod flygtningeskibet. De ramte alle tre, og skibet sank meget hurtigt i det 2 grader kolde vand, klokken 21.50 var det forsvundet fra havets overflade. Det lykkedes for tililende skibe at redde 1.239 personer op af vandet, kun 904 overlevede det næste døgn. Eskorteskibet "Löwe" redde 472 personer, deriblandt en gravid kvinde på 21 år som kort tid efter fødte en dreng, som hun gav navnet Leo (latin for Löwe). Kvinden kom fra byen Elbing (i dag Elblag) som ligger i det nordlige Polen. Hvor mange der døde vides ikke, men i dag sætter man tallet til ca. 10.000 personer.
     Titanic's forlis i 1912 med 1513 døde var ikke den største skibskatastrofe i verden, den skete 33 år senere i Østersøen og skibets navn var "Wilhelm Gustloff".
     11 dage senere lå "S-13" atter ved Stolpe Banke ikke langt fradet sted, hvor "Wilhelm Gustloff" sank. Den tidligere amerikabåd "Sreuben" var sejlet til Pillau for at afhente 2.400 sårede soldater. Pillau havde på det tidspunkt 5.000 indbyggere, men der var mindst 40.000 flygtninge i byen. Skibet afhentede de sårede soldater, samt en masse flygtninge, og sejlede ud i Østersøen. Ved Stolpe Banke blev "Steuben" ramt af to torpedoer fra "S-13" og sank på 33 minutter. Kun 659 af de 4.267 personer ombord blev reddet.
     Dette er kun et par eksempler på de store forlis der skete i Østersøen, i krigens sidste måneder, mange blev reddet, og mange kom til Danmark, ofte efter en lang og farefuld rejse.
     København var den store ankomsthavn, og følgende skibe kom til Frihavnen med sårede soldater og flygtninge, fra februar til maj 1945.

25.februar 1945 - "Wartheland" m. ca. 2.000 sårede soldater - ca. 300 flygtninge.

9. marts 1945 - "Pretoria" m. ca. 3.600 sårede soldater - ca.200 flygtninge.

10. marts 1945 - "Kanonier" m. ca. 1.000 sårede soldater - ca. 3.000 flygtninge.

10. marts 1945 - "Hector" m. ca. 600 flygtninge.

10. marts 1945 - "Antonio Delfino" m. ca. 2.600 sårede soldater - 80-100 flygtninge.

10. marts 1945 - "Mars" m. ca. 3.000 flygtninge.

11. marts 1945 - "Potsdam" m. ca. 3.600 sårede soldater - 4.000 flygtninge.

12. marts 1945 - "Feodosia" m. ca. 1.000 sårede soldater - ca. 1.000 flygtninge.

     Efter de oplysninger karantænelægen kunne få, skulle de sårede som ankom til Danmark sendes over land til Tyskland, undtagen de hårdtsårede. Patienter med smitsomme sygdomme skulde overføres til en afdeling på Frederiksberg. Om de civile flygtninge var oplysningerne mere svævende. Nogle af lægerne på flygtningeskibene erlærede til karantænelægen, at de ingen lus havde set, en enkelt læge trak på skuldrene, og "Pretoria"s skibslæge oplyste, at alle passagerer på hans skib var afluset.
     Karantænelægen skønnede, at der ikke var grund til at frygte større smittefare, selv om flygtningene skulde blive i Danmark.

     Og der kom flere flygtningeskibe.


13. marts 1945 - "Renate" m. ca. 730 sårede soldater - 136 flygtninge.

13.marts 1945 - "Marburg" m. 276 sårede soldater - ca. 60 flygtninge.

13. marts 1945 - "Regina" m. ? sårede soldater - ? flygtninge.

15. marts 1945 - "Hercules" m. ca. 3.000 flygtninge

15. marts 1945 - "Urundi" m. ca. 1.500 sårede soldater - ca. 1.500 flygtninge

15. marts 1945 - "Oberhausen" m. ca. 300 sårede soldater. (Lazaretskib)

17/18. marts 1945 - "Kanonier" m. ca 2.800 sårede soldater - ca. 400 flygtninge.

17/18. marts 1945 - "Heinz Horn" m. ca. 800 flygtninge.

17/18. marts 1945 - "Egerhard Edsbergger" m. ca. 1.500 sårede soldater.

17/18. marts 1945 - "Hector" m. ca. 3.000 flygtninge.

17/18. marts 1945 - "Mars" m. ca. flygtninge 2.500

17/18. marts 1945 - "Antonio Delfino" m. ca. 2.700 sårede soldater - nogle få flygtninge.

19. marts 1945 - "General San Martin" m. ca. 3.000 sårede soldater - nogle få flygtninge.

19. marts 1945 - "Robert Bornhofen" m. ca. 170 sårede soldater.

19. marts 1945 -  "R. O. 22" m. ca. 1.000 - 2.000 flygtninge.

21. marts 1945 - "Potsdam" m. ca. 5.000 sårede soldater.

24. marts 1945 - "Der Deutsche" m. ca. 4.000 sårede soldater.

24. marts 1945 - "Ubenda" m. ca. 3.000 flygtninge.

25. marts 1945 - "Mars" m. ca. 80 sårede soldater - ca. 3.600 flygtninge.

25. marts 1945 - "Renate" m. ca. 950 sårede soldater - ca. 50 flygtninge.

25. marts 1945 - "Pretoria" m. ca. 5.600 sårede soldater.

25. marts 1945 - en færge m. ca. 850 sårede soldater.

25. marts 1945 - "Walther Rau" m. ca. 5.000 aårede soldater og flygtninge.

26. marts 1945 - "Hector" m. ca. 1.800 sårede soldater - nogle få flygtninge.
   
26.marts 1945 -
"Eberhart Essberger" m. nogle få sårede soldatwer - ca. 1.000 flygtninge.

27. marts 1945 - "Antonio Delfino" m. ca. 3.000 sårede soldater - ca. 600 flygtninge.

27. marts 1945 - "Jupiter" m. ca. 2.000 flygtninge.

27. marts 1945 - "Wikinger" m. ca. 3.000 flygtninge.

27. marts 1945 - "Deutschland" m. ca. 6.500 sårede soldater - ca. 6.500 flygtninge.

29. marts 1945 - "Kanonier" m. ca. 4.900 sårede soldater - nogle få flygtninge

29. marts 1945 - "Potsdam" m. ca. 3-4.000 sårede soldater - ca. 5-6.000 flygtninge.

29. marts 1945 - "Herkules" m. ca. 500 sårede soldater - ca. 1.500 flygtninge.

29. marts 1945 - "General Can Martin" m. ca. 4.000 sårede soldater - nogle få flygtninge.

30/31 marts 1945 - Minestryger nr. 12 m. ca 1.300 sårede soldater - ca. 100 flygtninge.

30/31 marts 1945 - Hjælpekrydser uden navn m. ca. 300 sårede soldater - ca. 1.000 flygtninge.

30/31. marts 1945 - "Robert Bornhofen" m. ca. 2.500 - nogle få flygtninge.

30/31 marts 1945 - "Uvena" m. ca. 2.000 sårede soldater - nogle få flygtninge.

30/31 marts 1945 - "H. 27" m. ca. 3.000 sårede soldatwer - ca 3.000 flygtninge.

Selskabet for Københavns Historie skriver i kap. 4, 4. del: "I lørdags [31. marts 1945] blev der til Københavns Kommune rettet anmodning om at stille begravelsesplads til rådighed for ca 1.500 døde tyskere. Formodentlig er en del af disse døde under transporten hertil. Det blev anført, at sagen skulde ordnes hurtigt, da en del af ligene havde ligget i længere tid. Der vil blive stillet en begravelsesåplads til rådighed på en af kommunens gårde i Bagsværd. Iøvrigt er Sundby Krematorium, der har været lukket siden 1940, atter taget i brug, dog udelukkende til at brænde tyske lig. Krematoriets kapacitet er kun ca. 35 brændinger om dagen. Krematoriet har i den senere tid været fuldt optaget". 
     De tyske myndigheder forlangte også: "at folkekøkkenerne daglig skal afgive 5.000 portioner mad til flygtninge. Der blev svaret nej, da folkekøkkenerne ikke kan præstere en sådan bespisning samtidig med varetagelse af daglige og ekstraordinære opgaver for byens befolkning.
     En total opgørelse over antallet af ankomne sårede soldater og flygtninge til Københavns Frihavn, viser, at der til og med den 1. april med skib er ankommet 75.760 sårede soldater og ca 106.500 flygtninge."

Og der kom flere flygtningeskibe.

1. april 1945 - "Regina" m. ca. 560 sårede soldater - få flygtninge.

1. april 1945 - "Askari" m. ca. 1.300 sårede soldater - nogle få flygtninge.

1. april 1945 - 4 forpostbåde m. ca. 600 flygtninge.

1. april 1945 - "Urundi" m. ca. 5-6.000 flygtninge.

1. april 1945 - "Lappland" m. ca. 5.000 flygtninge.

3. april 1945 - "Mars" m. ca. 1.900 flygtninge.

3. april 1945 - "Pretoria" m. ca. 2.000 sårede soldater - ca. 3.000 flygtninge.

3. april 1945 - "Westpreussen" m. ca. 2.100 flygtninge.

3 april 1945 - "Kanonier" m. ca. 5.000 flygtninge.

4. april 1945 - "Der Deutsche" m. ca. 1.000 sårede soldater - ca. 4.000 flygtninge.

4. april 1945 - "Minebåd Nr. 12" m. ? sårede soldater - ca. 60 flygtninge.

4. april 1945 - "Waterland" m. ca. 1.000 sårede soldater - ca. 1.000 flygtninge.

4. april 1945 - "Wancone" m. ca. 400 sårede soldater - ca. 200 flygtninge.

5. april 1945 - "Deutschland" som er så stor, at den ikke kan gå ind i havnen m. ca. 12.500 sårede/flygtninge. Skibet sejlede i alt 7 ture  med flygtninge, ikke alle til Danmark, og reddede 69.400 mennesker.

5. april 1945 - "Cap Arkona" som også må ligge på reden m. ca. 12.500 flygtninge. Skibet var på 27.561 BRT.

5. april 1945 - "Renate" m. ca. 800 sårede soldater - ca. 200 flygtninge.

5. april 1945 - "R.O.No.1" m. ca, 300 sårede soldater - ca.1.400 flygtninge.

7. april 1945 - En torpedojager m. nogle få flygtninge.

8. april 1945 - "Stettin" m. ca. 400 sårede soldater + 170 jernbanefolk - ca. 200 flygtninge.

8. april 1945 - "Antonio Delfino" m. ca. 2.000 sårede soldater - ca 700 flygtninge.

9. april 1945 - "General San Martin" m. ca. 1.400 flygtningre

9. april 1945 - "Möwe" m. ca. 1.200 flygtninge.

9. april 1945 - "Hestia" m. ca. 600sårede soldater - ca. 700 flygtninge.

9. april 1945 - "Hercules" m. ca. 1.500 sårede soldater + 400 politisoldater - ca. 600 flygtninge.

10. april 1945 - "Ubena" m. ca. 1.800 sårede soldater - ca. 3.500 flygtninge.

11. april 1945 - "Orestes" m. ca. 3.400 flygtninge.

11. april 1945 - "Orion" m. ca. 4.800 flygtninge.

11. april 1945 - "Karin K. Bornhofen" m. ca. 2.300 flygtninge.

12. april 1945 - "Speerbrecher" m. ca. 2.500 flygtninge.

13. april 1945 - "Robert Bornhofen" m. ca. 3.000 flygtningr.

14. april 1945 - "Lappland" m. ca. 800 sårede soldater - ca. 2.800 flygtninge.

14. april 1945 - "Santander" m. ca. 2.200 flygtninge.

14. april 1945 - "Homberg" m. ca. 950 flygtninge.

15. spril 1945 - "Mars" m. ca. 2.100 flygtninge.

15. april 1945 - "Nürenberg" m. ca. 4.000 flygtninge.

15. april 1945 - "Urundi" m. ca. 700 sårede soldater - ca. 2.800 flygtninge.

15. april 1945 - "AdeleTraber" m. ca. 800 sårede soldater - ca. 1.200 flygtninge.

15. april 1945 - "Margurg" m. ca. 1.000 sårede soldater - ca. 650 flygtninge.

18. april 1945 - "Möwe" m. ca. 2.000 sårede soldater - ca. 700 flygtninge.

18. april 1945 - "Kronenfelts" m. ca. 200 sårede soldater - ca. 2.300 flygtninge.

18. april 1945 -"Merkator" m. ca. 150 sårede soldater - ca. 2.100 flygtninge.

19. april 1945 - 3 skibe m. ca. 4.300 sårede soldater - ca. 2.900 flygtninge.

20. april 1945 - "Wollweber" m. ca. 200 sårede soldater.

21. april 1945 - "Niedenfelss" m. ca. 3.500 sårede soldater - ca. 1.300 flygtninge.

21. april 1945 - "Cometa" m. ca. 2.000 sårede soldater - ca. 3.000 flygtninge.

21. april 1945 - "Minde" m. ca. 2.000 sårede soldater - ca. 3.500 flygtninge.

23. april 1945 - "Orion" m. ca 1.500 flygtninge.

23. april 1945 - 1 artilleriskoleskib m. ca. 2.500 aårede soldater - ca. 200 flygtninge.

23. april 1945 - "Ubena" m. ca. 4.000 sårede soldater - en del flygtninge.

23. april 1945 - "Lappland" m. ca. 7.000 flygtninge.

24. april 1945 - "Hercules" m. ca. 2.800 flygtninge.

24. april 1945 - "Urundi" m. ca. 1.000 sårede soldater - ca. 4.000 flygtninge.

24. april 1945 - "Mathias Srines m. ca. 1.500 sårede soldater - ca. 4.500 flygtninge.

25. april 1945 - "Weserberg" m. ca.800 sårede soldater - ca. 3.000 flygtninge.

Torsdag den 26. april 1945 skriver Selskabet for Københavns Historie - kap.4, 4. del: "Dødeligheden blandt de tyske flygtninge. Som tidligere meddelt anslår man antallet af tyske flygtninge i København til godt et halvt hundrede tusinde personer, og desuden menes der at være ca. 10.000 sårede soldater i byen. Døseligheden er meget stor. Ifølge indberetning fra stadslægen forekom i ugen fra 1.april-7.april 405 dødsfald, heraf ca. 100 blandt flygtninge og 305 blandt de sårede. I ugen fra den 8. april- 14. april var der 890 dødsfald, heraf 450 blandt flygtningene og 440 blandt soldaterne, i ugen fra den 15. april-21. april forekom 1.002 dødsfald, deraf 400 blandt flygtninge og 602 blandt soldaterne. I den følgende uge ligger antallet af dødsfald endnu højere end i den sidstnævnte uge. Opgørelsen omfatter kun dødsfald, hvorom der foreligger attest, men det reelle antal er endnu større. for flygtningenes vedkommende er den mest almindelige dødsårsag svækkelse, medens den for soldaterne opgives at være sårforgiftninger  [Penicillin var ikke almindelig på den tid. Det blev dog brugt af englænder og amerikanere på D-dagen og der efter].
     Begravelserne eller brændingerne afvikles meget langsomt, hvilket skaber visse sanitære vanskeligheder".
     Der døde i alt 17.209 flygtninge i Danmark, af disse døde de 6.580 (heraf 4.132 børn) efter befrielsen.

Og der kom flere flygtningeskibe.

26. april 1945 - "Deith Ritmers" m. ca. 600 sårede soldater - ca.1.900 flygtninge.

26. april 1945 - "Stalech" m. ca. 1.500 flygtninge.

28. april 1945 - "Masuren" m. ca. 400 sårede soldater - ca. 3.200 flygtninge.

29.april 1945 - "Kronenfels" m. ca. 2.000 flygtninge.

4. maj 1945 - I de sidste dage af krigen, kom der en del småbåde, enkelte landgangsbåde og dampere til Frihavnen med flygtninge og sårede.

Den 3. maj blev antallet af sårede soldater opgivet til 122.150 og flygtningenes antal til 241.430, ankommet til Frihavnen. Der kom også flygtninge med tog og skibe til andre områder af Danmark.
    Om morgenen tirsdag den 8. maj sejlede fem tyske destroyere og torpedobåde fra Langelinie i København. De havde olie nok til endnu en tur, de sejlede til Hela (i dag Hel), som ligger på en landtange i det nordlige Polen over for Gdynia, Her afhentede de hvad de kunne af flygtninger og returnerede til København.
     Svendborg fik næsten også del i afhentningen af flygtninge i Hela. Fredag den 4.maj 1945 forlod den tyske Schnellbot S-103 havnen for at sejle til Flensborg med 12 radartekniker, samt forsøge at finde ud af vor langt englænderne var kommet. S-103 skulle have brændstof om bord og så fortsætte til Hela, for at afhente flygtninge.
     I Søværns-Orientering Nr. 9/77 fortæller S-103's sidste chef Oberleutnant z.S. Hans Wulf Heckel, Hvad der skete den skæbnesvangre majdag:
     "Den 2. maj 1945 overtog jeg kommandoen over Schnellboot S-103, der lå i Svendborg. Jeg var velkendt med tjenestesten, da jeg i et par år havde været chef og divisionschef ved en torpedobådsflotille i Middelhavet. S-103 var - med undtagelse af enkelte krigserfarne - bemandet med unge uden fronterfaring. Uden mulighed for at give dem en grundig uddannelse fik jeg 2 dage efter min ankomst ordre til, som den eneste krigsvante skibschef i den i Svendborg liggende Schnellboot-skoleflotille, at sejle til Flensborg for at undersøge om de engelske styrker allerede var trængt så langt frem. Man vidste kun med sikkerhed, at de var stødt frem over Eider.
     Den 4. maj omkring kl. 1400 løb vi ud i overskyet, delvis regnfuldt vejr. Om bord befandt sig 32 mennesker, hvoraf adskillige, der ikke hørte til besætningen, men som skulle befordres til Flensborg. Luftrummet over Danmark og Nordtyskland var bestavdig fyldt med fjentlige luftfartøjer.
  Ca. 1 time efter afgangen blev båden ramt af en eksplosion og flere nedslag. gennemet huld i skyerne havde en jagerbomber opdaget os. Den angreb først med raketter, der blev en fuldtræffer, og næsten samtidig fik vi flere træffere fra flyets kanoner. Uheldigvis var bådens 4 cm. kanon og hele besætningen sat ud af spillet af raketten. Også vore øvrige våben blev sat ud af spillet, så vi var ganske forsvarsløse. Oghså bådens motorer blev ødelagt, og selvom den midterste motor endnu gik langsomt frem, kunne vi ikke manøvrere.
     I den følgende halve time blev vi angrebet uafbrudt af 6 bombere - 2 to-motors og 4 en-motors indtil båden sank. Da vor redningsbåd var fuldstændig gennemhullet, havde vi kun en kapokflåde til rådighed. Det lykkedes at anbringe enkelte hårdsårede i flåden. 6 lettere sårede eller uskadte besætningsmedlemmer, hvortil jeg selv hørte, måtte klare sig svømmende med blot et tag i flåden.
Efter tre kvarters forløb blev vi samlet op af en lille fiskerbåd fra Mommark, som bragte os i land. Af  de 32 ombordværende overlevede kun 12. Jeg erfarede fra chefen for en opankret minestryger, st der ville blive våbenstilstand den næste morgen kl. 0800".


     Listen over ankomne sårede soldater og flygtninge til København er ikke komplet, den giver dog et godt billede af det store problem man stod med i Danmark. Det var de tyske myndigheder, som skulle sørge for flygtningene med mad, husly og lægehjælp. Flygtningene blev fordelt ud over hele landet, også til det Sydfynske område (se foto nr 4). 
     De første flygtninge der kom til Danmark, blev indkvarteret hos det tyske mindretal i Sønderjylland, og hvor værnemagten kunne finde plads. Snart måtte de tyske myndigheder beslaglægge skoler, haller og i stor stil missionshuse, forsamlingshuse, kroer og hoteller. Til den tyske kapitulation, kunne flygtningene færdes frit og med penge på lommen. Penge de fik af den tyske værnemagt. Indkvateringen var trang, spartansk og uhygiejnisk. omkring 1100 lokaliteter over hele landet husede tyske flygtninge ved befrielsen.
     Efter befrielsen håbede den danske regering, at de tyske civile flygtninge kunne følges med soldaterne hjem til Tyskland, så hurtigt som muligt. De danske myndigheder ventede utålmodigt på besked fra den britiske general Dewing, der den 24. juli 1945 meddelte at de 250.000 flygtninge måtte blive i Danmark, da situationen i Tyskland var for ustabil.
     Da man ikke kunn kommme af med flygtningene, begyndte myndighederne i juli at opbygge en flygtningeadministration med fhv. minister Johannes Kjærbøl som leder.Nu begyndter man at nedlægge de små lejre og samle dem i støre enheder, som f.eks skolerne i Ollerup. Håndværkerskolen blev allerede før befrielsen brugt som flygtningelejr. Den 8. oktober 1943 havde tyskerne beslaglagt alle tre skoler, Gymnastikhøjskolen, Højskolen (Den frie Lærerskole), Håndværkerskolen samt Højskolehjemmet (i dag Ollerup Plejehjem). Skolerne blev brugt som en slags rekrutskole for store drenge og halvgamle mænd. Vejen optil Håndværkerskolen blev brugt til eksercits og omegnen, f.eks "Svinehaverne" i Rødme, brugte tyskerne til feltøvelser, i bakkerne ved Egense Kirke blev der anlagt en skydebane. Efter ca. tre måneder var soldaterne klar til at drage til "Østfronten".
     Bent Aalbæk Nilsen, der var barn i Ollerup, fortæller:
"Ikke helt sjældent oplevede vi skyderier om aftenen, og natte før et hold skulle af sted. Præcis hvad det skyldtes, fik vi jo aldrig at vide; men vi gættede på, at der i nogle tilfælde var nogle af soldaterne, der forsøgte at desertere. Et par dage efter kunn det ske, at der kom vogne deroppefra med en eller flere kister". Disse soldater er ikke begravet i Svendborg, men sikkert i Odense. Her er der begravet 263 tyske soldater, og 356 flygtninge.
     Bent Aalbæk Nielsen fortsætter: "I efteråret, eller var det i løbet af vinteren 1944, begyndte det at dale i antallet af tyske soldater på skolerne. Vi snakkede om, at der var nok ikke flere at tage af,og vi havde da også kunnet konstatere, at de der kom, enten var yngre og yngre (14-15 år) eller ældre og ældre (omkring de 60).
     Men nu blev de så efterhånden afløst af andre beboere, nemlig tyske flygtninge, kvinder, børn og gamle mænd. Nogle kom med toget, andre i lastbiler. Nogle kom gående med deres få ejendele i bylter, i en barnevogn eller en trækvogn. Det var et sørgeligt syn. Men noget af det, der gjorde størst indtryk på mig, var den frygt, der lyste ud af dem".
     Allerede den 5. maj 1945 begyndte de tyske tropper at forlade Sydfyn, og Gymnastik Højskolen blev en overgang benyttet som rasteplads som det ses af foto nr. 5 og 6. Der kom i løbet af sommeren 1945, over 3000 flygtninge til Ollerup. Alt var i begyndelsen et stort virvar, men det lykkedes ret hurtigt at få tingene til at fungere. 600 ikke-tyskere blev indkvarteret på Håndværkerskolen som allierede krigsfanger, der var underlagt Røde Kors. Mange af dem var katolikker, så skolens gymnastiksal blev indrettet som katolsk kirkesal.
Pastor Oppermann fra Sankt Knuds Kirke i Svendborg, blev en meget afholdt præst, der selv om han var dansker, talte godt tysk. De øvrige 2.400, som fordelte sig med 1.000 kvinder, 1.000 børn, 300 gamle mænd og 100 helt unge drenge, blev indkvarteret på Gymnastik Højskolen, og Højskolen vor der også blev indrettet lazaret. De private stuer blev brugt til lægekonsultation samt undervisningslokaler for børnene, foredragssalen blev anvendt til en form for børnehave (se foto nr. 7 og 8). Højskolehjemmet, som i dag er plejehjem, blev brugt som kvarter for C.B.U. (en forløber for Cevilforsvaret), de havde til opgave at bevogte flygtningelejren.
     Modstandsbevægelsen skulle medvirke til registrering af de tyske flygtninge, man havde derfor brug for folk der kunne tale tysk. På Sydfyn var man så heldig at Karl Otto Meyer, der senere blev det danske mindretals karismatiske repræsentant i Landdagen i Kiel, var gået under jorden i Oure, for ikke at blive tysk soldat. Han kunne så deltage i forhøret af flygtningene, som skulle udspørges om deres tilknytning til nazipartiet, hvilket de ikke var meget for at oplyse. Senere læste han til lærer på Skårup Seminarium.

I slutningen af 1946 forlod flygtningene Ollerup og skolerne kunne igen bruges til deres formål.
    



















Hildegard Neufelds beretning.

                   

                              Hildegard Neufeld.
                              Bad Homburg
                              Tyskland
 

    

      I maj 2000 kom jeg via Volksbund Deutsche Krigsgrägerfürsorge i forbindelse med Hildegard Neufeld, og fik lov til at oversætte og bruge hendes historie.
      I skrivende stund lever Fru Neufeld i Sydtyskland og er stadig meget aktiv.




Det gamle hjemland.

Min barndom tilbragte jeg i Fristaden Danzig. Mere end tre århundrede levede min slægt i dette område. Tyske havde de altid været, og landet omkring Weichel floden havde de altid elsket, godt frugtbart marskland. Men deres statsborgerskab havde vekslet, alt efter hvem der havde magten.
     Grænselandstyskere er sensible, når det drejer sig om deres land og deres sprog. Vores hjemegn kaldte vi Tyskland og ikke Danzig, som det hed dengang. Snart kaldte det sig Gross-Deutschland, og i historietimerne fik vi fortalt om vores krav på en adgangsvej over land, for den Polske Korridor var endnu spæret. "Tyskland - samlet fædreland" råbte vi ikke dengang, men når jeg ser tilbage tror jeg, at det var disse ønsker og tanker der optog mig når jeg stræbte efter "Wiedervereinigung", der på den tid havde et andet navm - "Heimkehr ins Reich".
     Krigsudbruddet, den 1. september 1939, oplevede jeg på nærmeste hold. Mine forældres reaktion berørte mig mere end kamphandlingerne, som jeg betragtede på sikker afstand, de havde netop oplevet en krig, min far som ung soldat, De hurtige ændringer der kom optog mig meget: Freistaat Danzig blev atter Tyskland og jeg, der i mellemtiden var blevet 15 år, blev tysk statsborger. Også møntfoden vekslede, i stedet for Danziger Gulden fik vi Reichsmark. - Prisen for genforeningen var høj, alt for høj, da krigen hele tiden krævede flere og flere ofrer.

Flugten.

Da krigen havde raset i 5 år og ødelagt nabolandene, vende den tilbage til sit udganspunkt, og til Tyskland. I marts 1945 faldt Danzig, og snart måtte jeg tage afsked med mine forældre, min hjemegn, og Tyskland.
     Det var i de sidste dage af april 1945. I ly af natten brød vi som flygtninge - sammen med en transport af sårede - op fra Weichelflodens bred, vor der blev kæmpet hårdt. Det lykkedes os, på en overfyldt pram, at nå halvøen Hella. Et fragtskib bragte os til Danmark, forbi det sted vor Wilhelm Gustloff kort tid før var forlist.
Vi delte dæk med de døde, dem som havde begyndt skibsrejsen som sårede, og vi måtte i løbet af den flere dage lange tur rykke mere og mere sammen.
     Vores skib landede - var det målet eller et tilfælde - i Danmark. Der var jeg i 2 1/2 år, der af nogle få dage som flygtning, men meget snart som interneret.

Internering I Danmark.

I de danske flygtningelejre, som ikke var noget hjem men dog et herberg, spærrede som regel et tre meter højt pigtrådshegn med vagttårnei hjørnerne vejen til omgivelserne og til Tyskland. Men det var ikke det eneste der spærrede for at vende hjem. En tilbagerejse til hjemmet var udelukket. Østtyskland havde russerne givet til Polen. Resttyskland led stadig under følgerne af krigen, ikke mindst flyverangrebne og graverende bolignød. Man havde måtte optage de store mængder af folk som russerne havde fordrevet fra østtyskland. Det gamle ordsprog "Rum er der selv i den mindste hytte" havde for det ødelagte og delte Tyskland ingen gyldighed. For dem der var flygtet til Danmark var der i lang tid ingen plads.

                                              Del 2

I de sidste krigsuger var der for befolkningen i Øst og Westpreussen kun en flugtvej åben: søvejen over Østersøen. Nogle flygtningeskibe landede i Schleswig-Holstein, andre i Danmark, og et ikke kendt antal nåede aldrig deres mål.
     Danmark var i krigsårene 1940 - 1945 besat af tyske tropper, men dog forskånet for større krigshandlinger. Nu druknede det næsten i den tyske flygtningebølge. I løbet af få uger måtte dette land, der kun havde 4 millioner indbyggere, optage 250.000 flygtninge. Alene i København blev 120 skoler beslaglagt, i hele landet indrettede man over 1.000 lejrer.
     Efter Tysklands kapitulation blev flygtningene samlet i prigtrådsomkransede lejre, bevogtet af frihedskæmpere. dette blev også gjort for at sikre os mod danskernes had til alt tysk. Hadet var forståelig set med nutidens øjne. Det kom til enkelte overgreb, sjældent til vold eller farlige situationer.
     De tyske flygtninge var en stor belastning for Danmark, men det var ikke muligt at komme af med de uindbudte gæster. Efterkrigstyskland måtte optage 12 millioner flygtninge fra østområderne og var overfyldt. I den britiske zone bestod halvdelen af befolkningen af flygtninge, eller fordrevne. Der herskede en livstruende mangel på mad og boliger.
     For de i Danmark internerede flygtninge var der i lang tid ingen plads i Tyskland. Først efter ca. to år kunne de første rejse hjem. Enkelte havde i mellemtiden besluttet at udvandre, f.eks. da den danske regering i 1947 truede med at udlevere alle dem fra Danzig til russerne, hvis man ikke i løbet af få måneder kunne få en hjemtagelsesgaranti. Først i februar 1949 vendte de sidst flygtninge hjem til Tyskland og lejrene kunne opløses.
     Det var den 18. april 1945. Ved Weichelfloden var en meget stor menneskemængde samlet, de ventede på videre transport. Alle havde i flere dage og nætter opholdt sig i det frie, nu var vi blevet flygtninge. Det var ingen let beslutning at forlade hjemstavnen, der vor man selv, ens forældre og bedsteforældre havde levet. Nu var der ingen vej tilbage, og i de første aftentimer forlod skib efter skib havnen. Først til halvøen hela, derefter videre og videre. Hvor hend viste ingen, man var også ligeglad. Vi ville kun have ro, slippe for de sidste måneders angst og jag.
     Storm og regn betød at vi måtte vente flere dage i Hela. Byen havde i flere uger været udskibningshavn for sårede og flygtninge, den var fuldstændig ødelagt på grund af flyangreb. De sårede kunne kun behandles nødtørftigt, da der ikke fandtes forbindsstoffer eller smertestillende midler.
     På en diset aprilmorgen så man en lille flåde stå til søs. Stolte skibe der tidligere havde været en tumleplads for glade mennesker. Nu fragtede de en trist last, unge mennesker der knap var vokset ud af børneskoene, men som allerede havde oplevet frygtelige ting, mødre med små børn, samt oldinge. Den følgende eftermiddag anløb skibet København, og om aftenen gik vi iland. Natten tilbragtes i et persontog på banegården og først ved middagstid den næste dag satte toget sig i bevægelse.
     I Danmark var det blevet forår, turen gik gennem blomstrende marker og grønne skove. Med undrende øjne så alle, der i de sidste uger kun havde set ruiner og ødelæggelse, på det kønne landskab med dets smukke huse og blomstrende haver. Da toget kom til Korsør, gik vi ombord på en færge. Efter en sejltur på to timer var Nyborg nået. Den videre tur kunne først foregå om aftenen, selv om det var i en kreaturvogn, faldt mange i søvn. Et ryg, og toget holdt stille, man gned søvnen af øjnene og blev opstillet i marchkolonne. Turen gik gennem en smuk landsby, alt var fredeligt og stille. Det var i de første morgentimer den 24. april og ingen steder så man mennesker eller dyr. Efter en kort tur var målet nået. En dank husholdningsskole på Fyn (Skårup) skulle i nogle uger være flygtningehjem. Skolestuerne strålede af renhed, man strakte sig i den friske halm på gulvet og snart sov alle.
     Dejlig fuglesang vækkede os. Det var omkring middag og solen stod højt på himmelen. Da alle formaliteterne var overstået måtte vi ud i det fri. På en sportsplads tog de unge solbad. Om aftenen lagde man sig i halmen og sov, ingen flyveralarm eller beskydning ødelagde freden og stilheden. Sådan gik den ene dag efter den anden. Så kom den dag da nyheden om Tysklands kapitulation nåede den stille landsby. Danske frihedskæmpere bevogtede fra nu af skolen, ingen måtte forlade skolegården , det daglige liv foregik på en meget lille plads.
     Igen gik der et par uger. Den 17. maj så vi biler fra brandvæsnet komme. En del af flygtningene kom op i bilerne, resten gik under dansk bevogtning til en ny lejr. Efter flere timers march kom vi til en stor sportsskole i Ollerup. Den gang viste ingen, at skolen i lang tid skulle være et hjem for flere tusinde flygtninge.
     Snart begyndte, også her, det ensformige dagligt gentagende flygtningeliv. Håbet om hurtigt at komme hjem, svandt mere og mere, dog var det vores neste trøst i en grå hverdag. uger blev til måneder. der kom dejlige varme sommerdage, plænerne og sportspladsen var fyldt af solhungrende mennesker. Det blev høst, træer og buske fik prægtige farver. Langsomt faldt bladene, lejende i vinden, og lod sig fører bort. Mangt et længselsfuldt blik fulgte dem. Rundt omkring kun grænser, hegn og pigtråd. - Og man var dog så ung, vandt til hjemlandes åbne landskaber. Med faste skridt patruljerede vagtposten: Interneret.
     Julen kom mærmere, hjemveen blev større og større. Man lod sig ikke underkue og juleaften blev stille og roligt overstået. Det gamle år gik til ende, stadig lejrer fulde af flygtninge, året havde kun bragt sorger, nød og bitterhed men et havde det ikke ødelagt, håbet på en hjemkomst og troen på en bedre fremtid.
     Det var tabet af friheden, det at være indespærret, som jeg følte som den største belastning. Men i dag vil jeg ikke betegne tiden i Danmarksom spildt. Jeg havde mistet tid, som kunne være brugt på udannelse, det bliver dog et spørgsmål om det havde kunnet lade sig gøre.


Lejerliv i Danmark.

For unge mennesker kunne lejrlivet, et liv i fællesskab, være meget rart måske også lærerigt. Men for ældre og gamle var det meget belastende.
     Vores næste hjemsted, en sportsskole i Ollerup, var blevet brugt som kasserne af Wehrmacht, så vi overtog de senge der nu var blevet tomme. De tilbageblivende væggelus og lopper modtog os med stor glæde. Sengetøj måtte vi undværer under hele opholdet i Danmark, men de stikkende Stråsække var ikke så slemme som lusene. Hver aften gik jeg ned i vaskerummet i kælderen, ventede på at de der boende rotter var forsvundet, så rystede jeg tæppe og nattøj for at slippe af med plageånderne.
     Jeg boede i gymnastiksalen sammen med flere hundrede andre. Alle generationer var repræsenteret, og ord som ensomhed, isolering, ting som i dag skræmmer os, opfattede vi som posetive. Den der ville være alene måtte trække sig tilbage til sin seng, men der var naboer ved hoved og fodenden og ved siderne. Den store hal var med soldaterskabe delt op i bokse, hist og her var der en indgang, der var dækket med et stykke tekstil eller sække.
     I vores boks, nr. 3, var vi 14 personer mellem 15 og 50 år. Vi levede i 14 måneder rimeligt harmonisk og kultiveret med hinanden. De mandlige beboer i boksen var meget galante, hver aften gav de damerne hånden og ønskede dem god nat. Dette optog, klædt i lange underbukser der næsten var hvide, gjorde et stort  indtryk på os, den aften Lotte besvimede. Hun var gift med en professor samt godsejer,  så de ville give hende et håndkys, da hun jo havde en høj social position. 

Maden

Til forskel fra store dele af Tyskland sultede vi ikke i de danske lejre, men mængden , og kvaliteten varierede. Noget positivt kan man dog sige, vores sundhed tog ikke skade og ingen spiste for meget. Lækker mad stod ikke på vores spiseplan, det var nok heller ikke muligt. Den danske befolkning levede heller ikke i overflod, og havde langt fra samme leve standart som før krigen. Brødet smagte særdeles godt, det blev dom regel spist med det samme.

Sådan tilbragte vi tiden

Lejren skulle naturligvis holdes i orden, en tysk organisation ved siden af den danske, sørgede for det daglige arbejde f.eks. køkkentjeneste. Det var meget populært, som regel gav det lidt ekstra mad. Vi kunne også udlånes til forskelligt arbejde, så som at samle kartofler, men det var sjældent, da der skulle bruges vagtmandskab.
     Jeg blev i begyndelsen af min Ollerup tid udlånt som rengøringskone. Under stærk bevogtning blev vi ført til et slot [Hvidkilde, der havde været tysk kasserne], som skulle gøres grundigt rent, fra kælder til kvist. En succes var det ikke, ingen af os unge piger havde forstand på rengøring. De danske rengøringsmidler var fremmede for os, og vi kunne ikke læse brugsanvisningen. Vi kom, i den bedste mening, en hel dåse Ata [skurepulver] i en halv spand vand, og med det vaskede vi hele slottet. Alt blev gråt, selv greven kunne ikke forstå hvorfor. Fra starten af, blev der indrettet skoler, der var værken bøger, papir eller blyanter, men de flygtede lærer gjorde deres bedste. På den måde fik børnene dog lidt undervisning.
     De voksne samlede sig i litteraturkredse, sprogundervisning, korsang og musik. Der var i lejren, mennesker med alle former for udannelse repræsenteret.

Fru Neufeldt kom til flygtningelejren Knivholt i Nordjylland, og derfra til Vesttyskland, hvor hun efter egen mening fik et godt og aktivt liv.

                                      
Link.
Dansk dokumentarfilm fra 1949 som beskriver de tyske flygtninge i Danmark: http://www.sculptingthepast.dk/~/~/link.aspx?_id=14234C4655B6437CBB728C038696DDC3&_z=z

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

peder jensen | Svar 07.06.2012 17.23

Tja, det var veluddannede, civiliserede mennesker, som ville have kunnet været en værdifuld ressource, men, det valgte vi så altså ikke-
Istedet valgte vi......

Peter Ulrik Jensen | Svar 17.02.2012 18.28

Måske havde det været en ide, at beholde dette innovative, veluddannede og flittige befolkningstilskud.

Lenna Nielsen | Svar 13.03.2011 00.59

Vældig spændende læsning. Er også fra 1937 og gik i Højdevangen Skole på Amager, som også skulle huse flygtninge. Overraskende at SÅ MANGE kom med skib.

Palle koivalo | Svar 26.07.2010 16.31

Jeg selv er født i 1937 og erindre denne samtid med 2. verdenskrig og flygtningene der boede på de danske kommuneskoler og siden blev interneret i frihavnen

jørgen hansen | Svar 30.06.2010 19.21

godt og interessant beskrevet

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

17.10 | 16:56

Jeg kom tilfældigt forbi denne side, der er lavet af min mand. Jeg ved, at han spreder sig meget i Svendborg området. Der indsniger sig dog andet.

...
13.04 | 17:31

Hej Jørgen.
Jeg har forsøgt at sende en indbydelse til dig.
Der er kommet retur, så du må have fået en ny mail adresse?
Hilsen

...
28.07 | 15:14

Tak for oplysningen, det var jeg ikke klar over

...
27.07 | 17:48

Der var også en tysk flygtninglejre i Vænget i Horne sogn, og der døde endvidere også nogle derfra, som blev begravet på Horne kirkegård.

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE