De engelske grave på Skarø, Landet og Svendborg Kirkegårde.

At the Going Down of the Sun and in the Morning we will Remember Them (Laurence Binyon 1914). [Oplysningerne og tekst er indsamlet og redigeret af Jørgen T. Fredeløkke. Siden er under opbygning, og den vil således løbende blive udbygget]

Lancaster ND365 - MG-L, 15.februar 1944.



På Assistens Kirkegård i Svendborg, er der begravet 9 personer fra Royal Air Force. De stammer fra 2 fly, der blev skudt ned i 1944.
Det første var Lancaster ND365 - MG-L, som styrtede ned på lavt vand mellem Vornæs og Skarø.
 

                                                   (foto Mads Fredeløkke)



                                                        Besætning.
                                                 (se foto nr. 1 og 2)

Nr. 1: Pilot F/Lt. P.K.Williams, DFC [Distinguish Flying Cross]. Han overlevede og tilbragte resten af krigen i fangelejren "Stalag Luft III Sagan".

Nr. 2: Air Bomber F/Sgt. George Staniforth. Han overlevede og var krigsfange i fangelejren "Annaburg" mellem Leipzig og Berlin.

Nr. 3: Navigator P/O James Michie Alexander, CGM [Conspicuous Gallantry Medal]. Søn  af James og Thomasina M. Alexander, Muswell Hill, Middelesex. Han blev 23 år og er begravet i grav nr. 73 på Skarø Kirkegård.

Nr. 4: Air Gunner W/O Walter Hawkins, DFC [Distinguished Flying Cross]. Han kom fra Canada og Royal Canadian Air Force. Søn af Thomas J. og Emma Hawkins, Naicam, Saskatchewan, Canada. Han blev 25 år og er begravet på Skarø Kirkegård, i grav nr. 74. (foto 9 a)

Nr. 5: Air Gunner F/Sgt. Louis Godfrey Glaus. Begravet på Landet Kirkegård.

Nr. 6: Flight Engineer F/Sgt Norman Bennett Sefton. søn af Sidney og Edith Sefton, Hull, Yorkshire. Han blev 19 år og er begravet på Svendborg Assistens Kirkegård, i grav nr. K I.

Foto nr. 2: Wireless Operator/Air Gunner F/Lt. Raymond Robert Stanley Ballantyne, DFM [Distingvished Flying Medal]. Søn af Herbert Samuel Binning Ballantyne og Millicent Louisa Ballantyne, Paddington, London. Begravet i Grav nr. K I, Svendborg Assistens Kirkegård.

Ingen foto: Navigator F/Lt. Arthur John Sayer. Søn Af Capt. James Arthur Sayer og Geogiana Margaret Sayer, Sparham Norfolk. Han blev 32 år og er begravet på Landet Kirkegård, i grav nr. B. 4. 8.


                                                Maskinen
         Lancaster III ND365 - RAF 7. Sqn. Bomber Command, kodet MG-L
                                             (se foto nr. 3 og 4)

Længde:          21,08 m.
Spændvidde:   31,00 m.
Højde:             6,23 m.
Max. hast.:      462km/t.
Marchhast.:     322 km/t.
Tophøjde:        5.793 m.
Aktionsradius: 4.072 km. med en bombelast på 3.178 kg.
Motor:             4 Roolls-Royce Merlin XX. 22 eller 24, på 1.280 hk. pr. stk.
Bombelast:      9.988 kg.
Bevæbning:     2 x 303 Browning maskinkanoner i næsetårnrt
                       2 x 303 Browning maskinkanoner i rygtårnet
                       4 x 303 Browning maskinkanoner i haletårnet  

Historien



                                  7. Squadron - Bomber Command.

Motto: "Per diem per nocten"  -  "Ved dag og nat".
Syv femtakkede stjerner der udgør stjernebilledet "Store Bjørn".
     De syv stjerner symbolisere eskadrillens nummer. Anvendt siden 1926.






     Tirsdag den 15. februar 1944 kl. 17.01 startede Lancaster ND365 kodet MG-L fra flyvestationen Oakington, der lå 5 miles nordvest for Cambridge. maskinen tilhørte 7. Squadron, der var en eliteenhed i Bomber Command.
    
Målet var Berlin og lasten bestod af en stor cylindrisk 1800 kg. bombe, denne type blev i RAF slang kaldt "Cookie". Det var en High Capacity Spræng bombe, også kaldet en "Blokbuster" fordi den kunne nedrive en hel blok af huse. Desuden 3 stk. på 450 kg. og 12 stk. på 110 kg. samt en del brandbomber.
     Samtidig var 875 maskiner på vej mod øst, nemlig 561 Lancaster og 314 Halifax. Målene var bl.a. Kiel, Berlin og Frankfurt a. d. Oder. Alle maskinerne havde kurs mod et fælles punkt over Nordsøen, 120 km. vest for Esbjerg.Den store luftstyrke tog af gode grunde en kurs syd om Esbjerg , som var det kraftigste bestykkede luftværnsområde på vestkysten. Den tyske marine havde flere 10,3 cm. luftværnsbatterier, der havde nedskudt mange allierede maskiner.
     De mange maskiner fløj ind over Sønderjylland, med kurs mod Sydfyn, Lolland-Falster og den tyske kyst vest for Rügen. Allerede da de første maskiner passerede Vestkysten, gik de tyske natjagere i luften.
     Over Sønderjylland forlod 47 maskiner hovedstyrken og drejede mod Kiel, for at udlægge miner i bugten.
     Lancaster ND365 fløj over Sønderjylland og Lillebælt. Det må antages at den blev forfulgt og beskudt, af Hauptmann Erhard Peters fra 9/NJG 3, på strækningen fra Avernakø til omkring Vejlegaarden i Ny Gesinge på Tåsinge. Lancasteren forsøgte at undvige og drejede mod nordvest men samtidig tabte den højde og styrtede ned kl. 20.04. Hptm. Peters er godskrevet for 4 stk. nedskudte Lancaster den aften.
Klokken 19.57 N. Flensburg [Fåborg] sejr nr. 17
     "      20.04 E. Flensburg [Vornæs]  "    "  18
     "      20.32 Femern Belt  [?]           "    "  19
     "      20.38 Se. Gedser Island [?]    "    "  20
Hauptmann Erhard Peters var født den 4. juli 1914 i Hohenkamp, som ligger nord for Hamburg. Fem dage efter kampen ved Skarø, blev Peters selv skudt ned og døde ved Brandenburg. Han er begravet på Werder / Havel Neuer Friedhof.

     F/Sgt G. S. Staniforth, som overlevede, fortæller i 1990 om nedstyrtningen:"Vi lettede kl. 17.00 fra Oakington på vores 7. togt mod Berlin, men for at vildlede fjenden fløj vi denne gang over Danmark. Under overflyvningen fik agterskytten [F/Sgt. Louis G. Glaus] øje på en tysk natjager, som hurtigt nærmede sig. Piloten [F/Lt. P. K. W. Williams] forsøgte omgående at undvige angrebet, men det var allerede for sent. Vi hørte jagerens beskydning og så overalt projektilerne hamre ind i flyets krop, snart brød maskinen i brand. Det interne samtaleanlæg var helt dødt, men alle vidste, at det nu var på høje tid at forlade maskinen. Jeg spændte faldskærmen på og kravlede hen til en nødluge. De følgende sekunder husker jeg intet fra, ikke før jeg fandt mig selv liggende på jorden". Umiddelbart efter eksploderede maskinen i luften, og den største del af flyet faldt på lavt vand udfor Vornæs Skov, ca. 100 m. fra land (se foto nr. 5).
     Lancaster ND365 lå på ryggen med det meste af den ene vinge synlig. Noget af understellet med det ene hjul strittede op i luften og der var ild i hele dækket. Et stykke inde i skoven var brandbomberne eksploderet, og varmen havde svedet de nærmeste træer og grene. Haleroret faldt ned på Skarø, hvor det ramte Axel Eriksens baghus og rutchede ned af taget.
     Husmand Edvard Broholm så nedstyrtningen fra Skarø og beretter:"Pludselig kom der et frygteligt brag og få sekunder efter et spektakel, som om en tærskelade af blikplader var blæst ud over marken. Samtidig med dette raslende spektakel kom der et lufttryk langs jorden så kraftigt, at det fik mig til at trine to-tre skridt baglæns, og jeg havde en fornemmelse, som om bukserne blev blæst af mig. Samtidig med dette infernalske spektakel tændtes 2-3 kraftige lys på den østre nattehimmel, så kraftige, at kysten af Vornæs Skov og de østre huse på Østerhoved [Skarø] lå badet i lys som på en sommerdag, skønt det ellers var ret mørkt. Medens jeg var ved at komme mig af chokket og stirrede mod den oplyste horisont, så jeg pludselig 2-3 store hvide faldskærme dale ned, belyst af de satte lysbomber. Så kom den største faldskærm, altså den nærmeste, og den var sort, det vil sige, at jeg med det samme var klar over, at den var på denne side af lyshavet og ikke langt fra os. Jeg løb ind til min familie, der sad med hænderne for ørene, og råbte:"Der er en flyvemaskine skudt ned, vi skal ud og redde mandskabet, de er gået ned med faldskærm her mellem øen og Tåsinge". 
     Edvard Broholm fik fat i naboens søn Rasmus Andersen, de tog en lommelygte med, og sammen begyndte de en eftersøgning langs nordkysten af Skarø. Rasmus Andersen lyste ud over vandet, men der var ikke noget at se. Inde på en pløjemark så de pludselig noget hvidt, og var klar over at de havde fundet den ene af besætningsmedlemmerne. Det var F/Sgt G. S. Staniforth, der var kommet til bevidsthed og var klar over at han havde brækket det ene ben. De to Skarøboer gik hen til Staniforth og gjorde ham så godt de kunne, begribeligt, at de var venner og ville hjælpe. "Leg broken - leg broken",sagde han og de forstod at det måtte være en englænder eller amerikaner (se foto nr.6).
     Edvard Broholm fortæller videre: "Vi fjernede faldskærmen og fik ham rejst op. Med en arm om halsen på hver af os, bar vi ham i guldstol ud på græsbrinken langs stranden. Her lagde vi ham ned og med et lommetørklæde vredet op i havvandet, fik vi vasket det værste blod og snavs af ansigtet og hænder på ham. Blodet i ansigtet var kommet af, at da han nåede jorden, og måske var bevidstløs, trak faldskærmen, ham hen over marken, og han stødte hovedet mod en sten i den plovfure, som stoppede ham. Her kunne vi ikke blive, vi måtte have hjælp for at få ham bragt i hus. Jeg løb så hurtigt jeg kunne hjem og fortalte, hvordan situationen så ud. Vores bærebør blev fundet frem, en kasseret kapokmadras, et par rene sække og så gik jeg i spiskameret, hvor jeg fik fat i en halv flaske vin og en anden flaske fyldte jeg med vand. Med disse to flasker løb jeg så igen ud over markerne til de to efterladte.
     Min søster Alma var imedens løbet over til Valdemar Andersen og fik ham med, sammen med min far Kristen Broholm, begav de sig af sted for at komme os til hjælp med bærebøren med mere, min søster var med for at lyse for dem med en lygte. Så snart jeg kom ud til Rasmus og flyveren, drak han al vinen og en slurk af vandet, og i taknemlighed trykkede han mine hænder. Rasmus havde givet ham en cigaret, og han livede helt op. Han kunne mærke, vi ville ham det godt. Ankomne med bærebøren, som vi ved hjælp af rebet og madrassen hurtigt fik gjort klar, begav vi os alle fem med den tilskadekomne om langs stranden mod vort hjem. Flyveren blev bragt til Rasmus Andersens hjem, hvor han fik vasket såret i hovedet. bukserne blev klippet op, så det brækkede ben kunne forbindes midlertidigt".
     Brødrene Aage og Hans Strange Rasmussen havde fra udkanten af byen fulgt luftkampen. De hørte råbene, fra de forulykkede flyvere, og løb ned til stranden ved sydsiden af øen, her fandt de en pram og roede og stagede sig udover Skarødynd mod en af de råbende personer. De fandt ham ret hurtigt, fik ham ombord og roede alt hvad de kunne mod land. Her mødte de Marius Eriksen, som også var sejlet ud i sin pram. Han hjalp dem nu med at få den våde og frysende flyver i Land, og op i Eriksens hus, hvor han fik noget varmt og styrkende. Det var piloten F/Lt. P.K.B.Williams de havde reddet.
     På en eller anden måde var tyskerne klar over, at der var englænder på Skarø. En tysk løjtnant og syv menige indfandt sig hos lods Axel H. Nielsen, der boede i Tankefuld og som havde lodsbåden liggende ved en bro neden for huset (se foto nr. 7).
     De forlangte at blive sejlet over til Skarø. Båden kunne ikke rumme så mange, 2 menige måtte blive i land. Da man ankom til øen fik de oplyst hvor englænderne opholdt sig, men der var tvivl om antallet.
     Da de nærmede sig det hus hvor den ene befandt sig, omringede de huset, og gik i stilling med afsikrede våben. Løjtnanten spurgte lodsen om han talte engelsk, hvilket han bekræftede. Han blev nu beordret til at gå ind i huset, der tilhørte husmand og fisker Marius Eriksen [ i dag Østerhovedvej 17], for at fortælle englænderen, F/Lt P.K.B.Williams, at huset var omringet af tyske soldater, som ville skyde, hvis han satte sig til modværge. Lodsen kom ind i stuen hvor Erichsen og konen befandt sig, og spurgte hvor flyveren var og om han var bevæbnet. Dertil svarede de :"Han ligger inde i vores seng uden en trævl på kroppen, for han er bjerget fra vandet. Da vi fik ham her ind, sørgede vi for at få tøjet af ham, og gav ham noget varmt at drikke, hans tøj hænger til tørre ved komfuret". Han sov trygt da lods Nielsen og familien Erichsen gik ind for at vække ham.
     Englænderen blev hurtigt sat ind i situationen, og han kom ind i stuen, hvor han blev klædt på med noget af Eriksens undertøj og bagefter sin uniform, der nu var blevet nogenlunde tør. Fra sin uniformsjakke tog han noget, der nærmest lignede plastic, som han puttede i munden, netop som den tyske løjtnant kom ind af døren. Tyskeren forsøgte at få ham til at spytte det ud, men englænderen nåede at sluge det. Løjtnanten overgav ham derefter til tre soldater, der skulle sørge for at han kom ned i båden
     Derefter gik den tyske løjtnant, to menige, Eriksen og lodsen over til det husmandssted, hvor den anden englænder nu var bragt ind.  Det var hos Kristen Broholm og englænderen var F/Sg. G.S.Staniforth. Han var meget medtaget, og havde stærke smerter, da det ene ben var brækket. Han bad om at få noget at ryge på, og fru Broholm gav ham en af sine sidste cigaretter. Staniforth bad lodsen om at sige beboerne tak for deres venlighed og hjælpsomhed mod ham.
     Den sårede flyver lå på en slags divan, og da der kort efter blev fremskaffet en hestevogn, blev hele divanen med englænderen løftet op på vognen, og kørt ned til skibsbroen. Med to mand mere, samt en divan, kunne de ikke være i lodsbåden, så der blev rekvireret en båd mere. Lods Nielsen fik divanen med den sårede og en tysk soldat med, så kunne resten være i den anden båd. da de var kommet ombord, lagde lodsen fra og ville sejle til Svendborg med den sårede. Den tyske løjtnant troede åbenbart at de ville stikke af, for han skød et par varselsskud med sin pistol. Efter megen diskussion frem og tilbage, fik lodsbåden lov til at sejle med den sårede, og da den havde mere maskinkraft samt færre personer ombord, kom den til Svendborg en halv time før de andre. Lodsen lagde til ved Hudes Pakhus, hvor tyskerne havde en vagtstue (se foto nr. 8). Lodsen kunne se, at Staniforth havde meget ondt i det brækkede ben og bad tyskerne om at bringe ham op på sygehuset. Det kunne der ikke være tale om, han skulle først tilses af en tysk læge. Lodsen blev nu bedt om at forsvinde i en vis fart.
     Den følgende dag blev der fundet to ilanddrevne døde flyvere på kysten af Skarø, begge havde redningsveste på. Lods Nielsen blev nu beordret til at sejle ind til Hudes Pakhus og afhente den tyske løjtnant og tre menige, samt to tomme kister. De ankom til Skarø lige over middag og blev ført til Marius Eriksens lade, hvor de to englænder lå på noget halm med hver et dannebrogsflag bredt ud over sig. I mellemtiden var de tre tyske menige gået op kirkegården, for at grave de to grave. Kirken og kirkegården ligger meget ensomt og åbent, så da det var hård vinter,var jorden  frosset langt ned, derfor blev det langt ud på natten før gravene var færdige.
     Hele Skarøs befolkning havde klædt sig i det mørke tøj, og regnede med at deltage i begravelsen, men det blev nægtet af den tyske løjtnant. Købmand Kristen Madsen blev beordret til at stille med hest og vogn for at køre kisterne ud til kirken. Selv om det var vinter, var hele vejen til kirken dækket med gran og blomster.
     Lodsen fik, som en slags myndighedsperson, lov til at komme med ind på kirkegården. Han foreslog, at de to englænder blev begravet med fuld militær honnør, men det ville den tyske løjtnant ikke høre tale om, der var jo tale om "Terrorfliegern" og derfor blev de begravet uden nogen form for ceremoni. Næste eftermiddag, da tyskerne havde forladt øen, og freden havde sænket sig, blev der, med stor deltagelse, afholdt en minde gudstjeneste.
     Den tyske løjtnant havde kun en fod. Den anden havde han mistet i kampen ved Stalingrad, men det forhindrede ham ikke i at gøre tjeneste i Danmark. 
     I 1995 deltog jeg i en mindegudstjeneste i Skarø Kirke, vor pastor Jens Theodor Hansen prædiekede, og sygeplejerske Karen Marie Bruhn fra Drejø, spillede på elorgel. Der var faner fra Hjemmeværnet og Flyvevåbnets Soldater Forening. Der blev lagt kranse på flyvergravene, og jeg havde den store glæde at lægge den fra soldaterforeningen.
     På turen hjem , som foregik med Marinehjemmeværnets kutter, fortalte lods Axel H. Nielsen sin historie til mig. Han sluttede med ordne, "I dag fornemmer jeg at vi har begravet dem rigtigt".
     De to, som blev begravet på Skarø, var navigatør P/O James M. Alexander CGM, og telegrafist W/O Walter Hawkins DFL.
     Efter krigen samlede Skarøboerne ind til en rigtig gravsten, med en indgraveret flyvemaskine og inskription. Stenen blev indviet i foråret 1946, med besøg af 10 engelske soldater. Pastor Mogens Blum, Drejø og den karismatiske lærer Zangenberg, Skarø, holdt mindetaler, og det fortælles at især  lærer Zangenberg var meget bevæget (se foto nr.9).
     På Tåsinge siden, der hvor maskinen styrtede ned, var der sket stor skade. Lars Rasmussens hus [i dag Vornæs Skovvej 36] var næsten blæst omkuld, og på marken, halvvejs til stranden, kunne man se årsagen. En bombe var eksploderet og efterladt et kæmpemæssigt bombekrater. Nedenfor strandvolden lidt længere nordpå lå to af flyets motorer, delvis ødelagt. De øvrige motorer lå med nogen afstand et godt stykke inde i skoven, så maskinen må til sidst være eksploderet i luften.
     Området blev "bevogtet" af den danske politibetjent Kaj Drostrup, da der i flyet befandt sig en stor uekspoderet bombe. 
     Et par dage efter nedskydningen ankom tyskerne til stedet. De skulle blandt andet sprænge bomben. De nysgerrige der var mødt op blev gennet på afstand, de nærmeste beboer fik beske på at åbne døre og vinduer, for at de ikke skulle blive ødelagt. Et par minører roede ud til vraget og anbragte en sprængladning på bomben, da de kom i land råbte de:"10 minutter" og så gik alle i dækning. Der lød et enormt brag, og der rejste sig en vældig vandsøjle op i luften.
     Som før nævnt blev Lars Rasmussens hus så beskadiget at det måtte rives ned, murbrokkerne blev fyldt i bombekrateret, som var så stort, at husresterne langt fra var nok.
     Da det danske politi havde forladt stedet, blev bevogtningen overtaget af tyskerne. Nu kom der en stor lastbil med et påmonteret spil. De gjorde en wire fast til motoren, hvor efter de slæbte den næsten gennem diget, og op til bilen. Med sig havde tyskerne også en russisk krigsfange, som med tegn og underlige fagter gjorde opmærksom på, at han var russer og ikke tysker. Han fik udleveret en spade, og tyskerne gjorde ham begribelig, at han skulle udbedre skaderne på diget. Det havde han nu ikke meget lyst til, men de forsøgte dog ikke at tvinge ham. 
     Omkring påske, kom tyskerne igen, denne gang for at samle de metalstykker op, der var blevet spredt over et stort område, da de sprang flyvraget i luften. Der var stor mangel på metaller i Tyskland, så alt kunne bruges.
     Mandag den 6. marts 1944 var Christian Rasmussen og Laurids Juul Hansen ude at stange ål. Her fandt de i nærheden af et jerngitter, fra ryg eller haletårnet, liget af en af flyverne. Det viste sig senere at være F/Lt. A.J.Sayer. Han havde et skudhul lige midt i panden. De fik ham bjerget ind til land, og der blev sendt bud til politiet i Svendborg. Landbetjent Strømvig kom til Vornæs og undersøgte ligets lommer, hvor han fandt nogle papirer, som blev afleveret til værnemagten. Der efter blev liget kørt bort (se foto nr. 13).
     I Landets Sogns Kirkebog står der under døde mandkøn 1944:" Fundet i strandkanten udfor Vornæs, Landet sogn, Sunds herred, 6. Marts 1944. Arthur John Sayer. Engelsk Soldat Nr. 70604 af Royl Air Force født i Sparham, Norfolk, England, 22. December 1911, Løjtnant 32 år. Nedskudt over Svendborg Sund 15. Februar 1944 (se foto nr. 13 og 14).
     Miss J.E.D.Arnold-Forster, West York, England, har i et brev til nu afdøde Gunnar Kjær Mortensen, fortalt om sin ungdomsven flyverløjtnant Arthur John Sayer. Hun skriver at han var født 1912 i et lille landsogn Sparham i Norfolk. Da krigen begyndte, meldte han sig til RAF. Efter grunduddannelsen, var han i en kort periode i Frankrig og blev derefter instruktør på Yerdonbasen v. Leeds, hvor han trænede nye piloter i et par år. Så blev han forflyttet til East Lintonbasen øst for Edinburgh i Skotland, her lærte han at flyve den 2-motorers natjager Beaufighter. Dernæst gik turen til Oakington, hvor han skulle flyve Lancaster bombefly.
     Midt på sommeren, fredag den 30. juni 1944, fandt Alfred Andersen, der boede Vornæs Skovvej nr. 30 liget af endnu en flyver, der var drevet i land nedenfor hans mark. Andersen spurgte Ejner Juul Hansen, om han ikke kunne dirigere tyskerne ned af en markvej, til stranden, når de kom. Han var bange for at de skulle ødelægge hans kornmark. Der kom en lastbilfuld tyske soldater, som havde en tom kiste med. De havde meget besvær med at få lagt ham i kisten, da han var høj og svulmet meget op. af de fundne papirer fremgik det at han hed L.G.Glaus.
     Præsten skriver i Landets Sogns Kirkebog, under døde af mandkøn nr. 5: "Fundet i Farvandet ud for Vornæs, Landet Sogn, sunds Herred, 30. Juni 1944, Godfrey Glaus. Engelsk Soldat nr. 536667 af Royal Air Force, født i High Road, Kilburn, London, 12. Oktober 1918, Sergant, 26 år. Begravelsen forrettet af sognepræst Nielsen. Anmærkning: nedskudt over Svendborg Sund 15. februar 1944 (se foto nr. 15). I våbenhuset på Landet Kirke er der opsat en engelsk, troer jeg, mindeplade (se foto nr.18).
     Som nævnt var der to fra Lancaster ND365 som overlevede. Nemlig piloten F/t. P.K.Williams, og bombeskytten F/Sgt. George Staniforth, de sprang ud med faldskærm og landede ved og på Skarø.
     I slutningen af 1900 tallet indsamlede Gunnar Kjær Mortensen, som var født i Vester Skerninge og bosat i Tranekær, en stor mængde oplysninger om nedstyrtede fly i det sydfynske område. han døde desværre alt for tidligt, men efterlod sig en stor mængde materiale. Gunnar Kjær Mortensen kom i 1990 i forbindelse med Gordon Gowers fra Royal Observer Corps, som besøgte flyvergravene i Svendborg og Landet. Det lykkedes Gowers at opsporer bombeskytten George Staniforth som levede i en landsby nær Hull på Englands østkyst. Han har beredvilligt fortalt om sin baggrund og sendte en kopi af hele sin logbog, her er en masse detaljerede oplysninger om alle de flyvninger han deltog i. George Staniforth fortæller: "Jeg er født i Hull den 25. november 1921. Min mormor, som kom fra Norge, slog sig ned i Hull, -så jeg har skandinavisk blod i årene! Jeg fik en lillesøster, som ville have været 10 år yngre end mig, men hun døde da hun var 6 måneder. Min mor døde tidligt, hun blev kun 37 år, så da min far blev indkaldt til Royal Air Force, kom jeg til at bo hos min farmor. Min far døde 85 år gammel. Han gjorde tjeneste i hæren under 1. verdenskrig, og i 2. verdenskrig var han indkaldt til Royal Air Force, først ved spærreballonerne, men senere ved en transport-afdeling. Han gjorde tjeneste i Italien, da jeg blev skudt ned. Efter end skolegang i The Boulevard Secondary Scool i Hull blev jeg ansat i firmaet Reckitt og Colman i 1938. Først i bogholderiet, men efter seks måneder kom jeg til shippingafdelingen, hvorfra jeg blev pensioneret i 1982 efter 44 års ansættelse, kun afbrudt af fire års militærtjeneste under krigen. Min far gjorde tjeneste i RAF, og min mor var dø, så jeg boede hos min farmor (min norske mormor var også død). Under et tysk luftangreb så jeg en mine dale ned i faldskærm, og den landede ovenpå beskyttelsesrummet. Jeg råbte advarende til min farmor og ventede en stor eksplosion. Det skete også, alle vinduer i huset blev blæst ud.
     Jeg meldte mig som frivillig til Royal Air Force i oktober 1941. Efter at have fået udleveret min mundering i London, fik jeg grunduddannelsen ved Eastboune. På grund af et tysk luftangreb, hvorunder en lotte blev dræbt, blev uddannelsen afsluttet i Brighton. den videre uddannelse skulle vi have i Sydafrika. Vi sejlede i siksak ned gennem Atlanten og legede kispus med de tyske ubåde. Uskadte ankom vi til Durban og rejste derpå to døgn med tog til en gennemgangslejr ved Johannesburg, inden vi kunne komme på flyverskole. 
     Jeg blev først uddannet til observatør, og derefter skulle vi vælge, om vi ville skoles til navigatør eller bombeskytte, men da løn og rang var den samme, valgte jeg at blive bombeskytte".
     Forrest i maskinen, helt ude i næsen, lå bombeskytten. Når han ikke skulle passe bombesigtet, kunne han rejse sig op, og betjene næsetårnet. det var elektrisk drevet og bestykket med to 7,7 mm. Browning-303 maskingeværer. Blev han nød til at forlade maskinen, kunne han benytte en lem i bunden, der også kunne bruges af den øvrige besætning oppe fra. Gennem en åbning kunne han komme op i Cockpittet (se foto nr. 16 og 17).
     George Staniforth fortsætter:"I december 1942 skulle vi afgå til England fra Cape Town. Da vi sejlede til Sydafrika, var det med en gammel ombygget kødbåd, men på tilbageturen var det med en stor hollandsk passagerleiner, og vi sejlede ikke i konvoj, idet den sejlede med så stor fart, at vi kunne løbe fra ubådene.
     Ankommet til England blev jeg stationeret ved en operationel træningsenhed mellem Nottingham og Leicester. Her blev vi sammensat i besætninger. Med canadieren O`Hara begyndte en intensiv flyvetræning, som til tider kunne være ret dramatisk. Således måtte vi den 27.05.1943 mavelande på de åbne bombelemme, fordi understellet ikke kunne slås ud. allerede tre dag senere var vi på vort første togt over fjendeland, der skulle kastes flyveblade, beregnet for tyskerne, ned over det besatte Paris. På det tidspunkt fløj vi Wellington. Vi blev nu forflyttet til Blyron, hvor vi fik det syvende besætningsmedlem, flymekaniker F/Sgt. Norman Sefton, som også var fra Hull, for vi skulle nu flyve 4-motors bombemaskiner, først Halifax, men ellers mest Lancaster. Til slut blev vi stationeret på vores blivende base, Oakinyon ved Cambridge, som var hjemsted for 7. Squadron. Vi ankom lige i begyndelsen af august 1943, men kort tid efter mistede vi desværre vores pilot. For at få kamptræning skulle han med som andenpilot i et angreb på Milano, men blev dræbt. Ved en grum skæbne skulle det samme ske med F/Lt. A.J.Sayer, der som overskydende besætningsmedlem, var med på den famøse tur over Tåsinge.
     Vi fik herefter F/Lt. Williams som fast pilot, og ellers var vi den samme besætning, bortset fra vor australske agterskytte, som nægtede at flyve mere efter et togt den 23.11.1943. Dette togt gik til Berlin, men over målområdet fik vi en direkte træffer af flakskyts [antiluftskyts], og mekanikeren, som kravlede bagud i maskinen for at tage skaden i øjensyn, kunne berette, at der var et gabende stort hul i siden af flyets skrog. Maskinen ville kun med stor møje lystre roret, men F/Lt. Willams fik den listet ud af målområdet og ned i lavere højde. Vi kom over Kanalen og nærmede os basen, svært beskadiget, og kun i lav højde, så der kunne ikke blive tale om at forsøge at lande. Williams beordrede alle vi øvrige til at springe ud med faldskærm, og da maskinen havde kurs ud over kysten ved bugten The Wash, forlod piloten som den sidste maskinen".
     For denne bedrift blev pilot F/Lt. Williams dekoreret med DFC [Distingvished Flying Cross].
     Nu fulgte der en række farlige togter langt ind i Tyskland. De havde blandt andet været seks gange over Berlin og ellers de større tyske byer såsom Stettin, Frankfurt og Kassel. På to af togterne var de i luftkamp med tyske natjagere. under det næstsidste togt (Berlin) fik de vrøvl med kompasset, det bevirkede, at de for vild, men de var så heldige at få radiokontakt med en lille jagerbase, hvor de fik lov til at lande. De havde fløjet i over  otte timer og havde kun 180 liter brændstof tilbage.
     Togtet den 15. februar 1944 mod Berlin, og som blev deres sidste, var nr. 19.
     De to overlevende fra Lancaster ND365, pilot Flight Lieutenant P.K.W.Williams og air bomber Flight Sergeant George Staniforth, mødte hinanden da de var kommet til Svendborg, men talte ikke sammen. Efter afhøring blev Stanifort i en ambulance, kørt til et tysk lazaret i Fredericia, her fik han en god behandling. Desværre endte det med, at hans kvæstede ben måtte amputeres. Der efter gik turen til en tysk krigsfangelejr "Annaburg" mellem Leipzig og Berlin. Denne lejr var til krigsfanger, som skulle udveksles på grund af deres sår. Staniforth og 2195 andre sårede soldater blev bragt til Marseille, hvor de kom ombord på nogle skibe. Den 5. februar 1945 ankom Staniforth og 762 andre til Princes Dock i Liverpool ombord på "Arundel Castle", efter en rejse på 18 timer.
     Williams blev sendt til den tyske fangelejr "Stalag Luft III Sagan", hvor han tilbragte resten af krigen.
    De to andre dræbte, F/Lt. Raymond R.S.Ballantyne og F/Sgt. Norman B. Sefton, vides der ikke meget om. Måske er de drevet i land på kysten af Fyn. De to døde er kommet i tyskernes varetægt og gravet ned i nærheden af "Dragon Kasernen" på Belvedea i Svendborg. De blev først fundet, midt i maj, efter krigen og begravet på Svendborg Kirkegård.
     I 1995 forsøgte jeg at finde Staniforth. Jeg havde fået tilsagn om penge, så jeg kunne inviterer ham til Danmark. Desværre var han lige død, men jeg fik den gode oplysning, at Staniforth havde haft et godt langt liv, og aldrig manglet whisky eller cigaretter.
     Staniforth forsøgte at finde Williams, men det lykkedes aldrig. Han havde den teori at Williams var taget til Australien og begyndt et nyt liv.
     
     
     

    

Stirling III LJ526 - RAF 149th Sqn. - Ollerup 24. april 1944



F/Sgt. Mark Frisby fra Den Britiske Ambassade, taler ved "Flyvergravene" på Svendborg Assistens Kirkegård. Under den årlige mindehøjtilighed, Kristig Himmelfart, 21 maj 2009. 

                                                                          
                                        (foto Mads Fredeløkke)


                                  Besætning
                                   (se foto nr. 18)

Nr. 1: J/89959 Pilot Officer, Air Gunner, Roderick Hugh Cameron. Han blev født den 1. august 1924 i  Toronto, Canada. Søn af William Hugh Cameron og Mildred Bonheur Cameron (se også foto nr 19).

Nr. 2: 1696297 Sergeant, Flight Engineer, Alan Richardson Redfean. søn af Harold og Alice Redfearn. gift med Valerie Margaret Redfearn, Paddington, London. Han blev 27 år.

Nr. 3: 410762 Sergeant, Air Gunner, Raymond Thomas Walker, Royal Australian Air Force. Født den 6. december 1918 i Walkey, Sheffield, England. Søn af Gladys og Thomas Walker. Gioft med lillian Thelma Walker den 18. juli 1942 i St. Theresa's Church, Essendon, Victoria i Australien. Thelma giftede sig igen og døde den 15. november 2003.
Raymond blev indkaldt til Royal Australian Air Force 18. juli 1942, og blev udannet som telegrafist og Air Gunner (se foto nr. 21 og 22).

Nr. 4: 1468683 Sergeant, Air Gunner, Jack Leslie Stean. Der er ingen oplysninger om forældre eller alder.

NR. 5: 175342 Pilot officer, Navigator, David Hughes. Søn af William Honor Elizabeth Hughes, Pool, Dorsetshire.

Nr. 6: 150240 Flight Lieutenant, Pilot, Reginald John Freeman. søn af John Robert og Lydia Freeman, Croxley Green, Hertfordshire, England. Han blev 22 år.

Ingen foto: J/95100 Pilot Officer, Air Bomber, John Menzies Ronahan, Royal Canadian Air Force. Han var fra Canada og søn af William James Ronahan og Maude Menzies Ronahan. Han blev 35 år. 


     Foto nr. 23 viser deltagerne på et kursus, det blev taget den 20. oktober 1943. Der deltog 5 medlemmer af LJ526 besætning.



                                               Maskinen
                            (se foto 24 og 25)
         Stirking III LJ526 - RAF 149. Sqn. Bomber Command, kodet OJ-P

Motor:              4 stk. bristol Herculed XVI stjernemotorer på hver 1.650 hk.
Spændvidde:     30,20 m.
Længde:              26,60 m.
Højde:                 6,95 m.
Max. startvægt: 31.751 kg. 
Max. hastighed:
435 km/t. i 4.420 m. højde
Tophøjde:          5.180 m.
Rækkevidde:       Med 1.588 kg. bombelast 3.235 m.
Max. bombelast: 6.350 kg.
Bevæbning:         2 stk. 7,7 mm. Browning maskingeværer i næsetårnet
                           2 stk. -do- i rygtårnet
                           4 stk. -do- i haletårnet

Stirling var sammen med Halifax og Lancaster grundstammen i den britiske flåde af bombefly under 2. verdenskrig. Royal Air Force anvendte det til natlige togter over de besatte områder og langt ind i tyskland.
     Stirling blev efterhånden forældet og fik opgaver som nedkastning af søminer, våbencontainere til modstandsbevægelsen, og SOE-agenter. Det blev også brugt til at slæbe svævefly (se foto nr. 26 og 27).


Nedstyrtning og begravelse.


              149.Squdron - Bomber Command.

Motto: "Fortis Nocte" på dansk "Stærke om natten"
Et sammenslynget lyn og hestesko. Hesteskoen er tegn på held i første verdenskrig, da eskadrillen fløj mange operationer og kun mistede een pilot og een observatør. En anden grund til hesteskoen er,at en stor del af eskadrillens flyvninger i 1. verdenskrig var i forbindelse med kavaleriet. Lynet er symbol for den hastighed, hvormed arbejdet blev udført.
     Nr. 149 Squadron blev dannet 3. marts 1918 som en nat-bomber enhed.


Søndag den 23. april kl. 20.42 startede Stirling III LJ526 fra Lakenheath Airfield i Suffolk, England. Flyvestationen ligger 70 miles nordøst for London og 25 miles fra Cambridge. Maskinen tilhørte RAF 149. Squadron, Bomber Command, og var kodet OJ-P. Besætningen kom fra tre lande , England, Canada og Australien. Piloten var den 22-årige Flight Lieutenant Reginald John Freemand.
 Den 7 mands store besætning havde været på mange togter, sidst havde de kastet miner ved Lorient, og i Kielerbugten. Opgaven den 23. april var udlægning af miner i "Radish", en minespæring i Femern bælt. Nærmest en rutineopgave.
En ting var dog ikke som det plejede at være. Bombeskytten, den 26-årige canadier George Downing, havde fået flyveforbud på grund af problemer med ørerne. Smerterne skyldtes sikkert træk, da bombeskyttens plads var helt ude i næsen, hvor han lå på maven  og sørgede for at bomber eller miner landede præcist (se foto nr 28). 
     George Downing´s plads blev overtaget af en anden canadier, P/O. John Menzies Ronahan, han kom fra 576. Sqdn. og var 35 år.
     Hovedparten af tyskernes skibstab under krigen var forårsaget, af miner som bomber Command havde nedkastet i den vestlige del af Østersøen, i farvandene udfor Danmark og det sydlige Norge. 
     Bomber Commands udlægning af miner i de danske farvande under krigen var meget stor. Mange gange blev bombemaskinerne sendt på minelægning, når vejret var for dårligt til bombetogter. Af og til gik det galt, men mineflyene havde generelt en meget lav tabsprocent, men alligevel var ca. 1/4 af de omkring 300 allierede fly, som forulykkede i og omkring Danmark, på minelægningstogt.
     Nedkastning af magnetminer blev kaldt "gardening" [havearbejde]. Derfor skulle minerne kaldes "vegetables" [grøntsager]. Minelægningsområderne fik et bogstav i alfabetisk rækkefølge, efterhånden de blev udpeget. Samtidig fik de et kodenavn lydende på en grønsag, eller en anden vægst, der begyndte med mineområdes kodebogstav.
     I 1943 blev det tyske flakforsvar [Flug Abwer-Kanone] i høj grad forbedret, det var blevet udstyret med radaranlæg og bedre sigtemidler. De lavt og langsomtflyvende minefly var lette mål for det tyske flak. I løbet af 1943 blev disse fly derfor skudt ned i stort antal.
     Bomber Command indførte nu en ny minelægningsmetode kaldet "high level minelaying". Der var kommet nye navigations og radarhjælpemidler, så man kunne finde målet fra 10-15.000 fods højde. I de store højder var flyene i nogenlunde sikkerhed. minerne blev derfor kastet fra denne højde, og en faldskærm sørge for, at minen ikke kom for hurtigt ned med risiko for at blive knust, når den ramte vandet (se foto nr. 29).   
     Stirling flyets tur over Nordsøen og Danmark, mod minelægningsområdet i Fehmarn Bælt, forløb uden problemer, indtil de nåede Sydfyn. Klokken 23.15 blev LJ526 skudt ned af en tysk natjager,piloten var Oberleutnant Herbert Koch fra 12/NJG 3. Den engelske maskine styrtede ned på Hovgårdens marker i Ollerup (se foto nr. 30). 
 

Svendborg Avis skriver mandag den 24. april 1944:

"To allierede flyvemaskiner styrtet brændende ned på sydfyn i nat.

Den ene faldt ned ved Vemmenæs og den anden ved grænsen mellem Øster Skerninge og Ollerup. - Fem familier, friskolen og et børnehjem er evakueret.
        Ung tjenestekarl i Lakkendrup nær ramt af en lysbombe.
I aftes ved 23-tiden blev der givet flyvervarsel i samtlige byer på Fyn, og kort efter hørtes stærk motorlarm. Særlig var der stor uro i luften over sydfyn, og ifølge rapporterne skal der have været luftkampe over Ringe og omkring Svendborg. To Allierede maskiner styrtede ned, en i nærheden af Vemmenæs på Tåsinge, en anden i Øster Skerninge tæt ved sogneskellet til Ollerup. Her er fem familier, en skole og et børnehjem blevet evakueret, og sprængningskommandoen er tilkaldt. -Ingen mennesker er kommet noget til.

                                                     En voldsom luftkamp.
                             Det var den 49. flyvervarsling i Svendborg.
I Svendborg, hvor det var den 49. flyvervarsel, lød sirenerne kl. 22.59 og noget efter drønede de første maskiner hen over byen. Der blev kastet nogle lysbomber, og man hørte en del skydning. Folk på gaden skyndte sig hjem, og man har indtryk af, at mange mennesker var i beskyttelsesrum.
     Efter alt at dømme har der raset en voldsom luftkamp i rummet over sydfyn og kl. 23.15 kunne man se en engelsk maskine styrte brændende ned i Ø. Skerninge. maskinen splintredes i flere dele, og maskinens krop faldt ned kun 25 meter fra Frits Rasmussens maltgøreri [et sted hvor der laves malt til ølbrygning].
     Et kvarter senere kom en anden allieret maskine i brand i nærheden af Svendborg. Den fløj med sydlig kurs ud over Tåsinge og styrtede ned udenfor Hegnet Skov ved Vemmenæs. Foreløbig er der fremdraget en halv snes lig fra de to maskiner.

                                     En ueksploderet bombe?
Kort efter nedstyrtningen i Ø. Skerninge alamerede maltgører Rasmussen Falcks Redningskorps i Svendborg. Politiet kom hurtigt til stede, og der blev foretaget en grundig afspærring. Da man frygtede for, at der skulde være en ueksploderet bombe, blev beboerne i maltgørerit og fire nærliggende ejendomme evakueret, ligesom Ollerup friskole og Børneoptagelseshjemmet [til små børn] er rømmet.
     I formiddag gik sprængningskommandoen i arbejde, og der er vistnok fremdraget fire lig af flyvemaskinens ruiner (se foto nr.31 -32 - 33 - 34).

                                   Maskinen splittedes i to dele.
     
Den ene del faldt i vandet udfor Vemmenæs, den anden ved Gravvængegård. fra Vemmenæs Kro Indløb der ved 23.30-tiden, meddelse til Kommandocentralen om, der var styrtet en allieret maskine ned udfor Hegnet Skov. maskinen splittedes ved nedstyrtningen i to dele, - hvoraf sden ene faldt i vandet udfor Vemmenæs, medens den anden styrtede ned på markerne til Gravvængegård, der ejes af gdr. Nielsen
     Markerne var på et område af 10-12 tdr. land oversået med større eller mindre vragrester, men hverken Gravvængergård eller to huse i nærheden blev ramt. 
     Ved 01.30-tiden kom politiet til stede, og der blev foretaget en afspærring. foreløbig er der fundet 5-6 lig. En af flyverne, som havde identitetspapirer på sig, var New Zealænder. Endnu i formidag var man beskæftiget med at foretage undersøgelser og oprydning. [Hele den omkomne besætning blev ført til Åbenrå, hvor begravelsen fandt sted den 1. maj 1944].

                                Uhyggeligt uheld i Lakkendrup.
     Tjenestekarlen blev blændet af lysbomben, styrtede med cyklen og fik hjernerystelse.
     Under flyvervarslingen skete der et uhyggeligt uheld på landevejen i Lakkendrup, en tildragelse, der kan tjene som en påmindelse til folk om at søge dækning i tilfælde af flyvervarsking.
     En ung tjenestekarl, Folmer Larsen kom ved 24-tiden cyklende på landevejen, da en lysbombe faldt ned umiddelbart foran ham. Han blev blændet og styrtede med cyklen. I faldet slog han hovedet hårdt mod kørebanen og pådrog sig en hjernerystelse. I Falcks ambulance blev den tilskadekomne bragt til Svendborg Sygehus.
     Det siges i formiddag, at der skal være faldet sprængstykker flere steder i Svendborg, således i Møllergade, udfor ejendommen Møllergade 102, men politiet havde dog endnu ved 11-tiden ikke fået anmeldelse om skader forvoldt ved projektiler eller sprængstykker.
     Der vil være grund til at opfordre folk til at udvise forsigtighed i fremtiden. Det er absolut tilrådeligt at søge dækning i tilflugtsrummene, så snart sirenerne lyder.
     Flyvervarslingen varede i over tre timer. I svendborg kom afblæsningen således først kl. 02.02".

     Mandag den 24.april rappoterede Statens Civile Luftværn [en forløber for civilforsvaret] i Svendborg, at der var fundet 5 lig samt 1 mine i vraget. den næste dag, tirsdag, meddelte tyskerne, at de havde demonteret i alt 5 miner. 8. maj rappoterede tyskerne, at de havde fundet endnu et lig. De omkomne besætningsmedlemmer blev diskret ført til et område ved "Dragonkasernen" på Belvedere, Svendborg, hvor de blev gravet ned. I forvejen var der nedgravet 1 dræbt frihedskæmper, og 2 af flyverne fra Vornæs maskinen. I de første år af krigen, blev dræbte flyvere begravet på anstændig vis, men efterhånden som krigslykken svandt for tyskerne, udstedte Hitler en ordre om at dræbte allierede flyvere skulle graves ned hvor man fandt dem.
     "Dragonkasernen" var en lille lejr, på Belvedere, på toppen af Ovinerhøj, hvor Bregnegårdsparken i dag er bygget. Den bestod af nogle hestestalde og barakker, hvor soldaterne var indkvarteret midt i et boligområde. Efter august 1943 blev lejren overtaget af tyskerne (se foto nr. 35).
     Den 12. maj 1945, da krigen var slut, begyndte man eftersøgningen af gravene under ledelse af overbetjent Nyensted, Kirkegårdsinspektør Graversen og embedslæge Maltesen. det praktiske arbejde blev udført af personale fra kirkegården og reddere fra Falcks Redningskorps.
     På marken var der nogle fordybninger, hvor nogle enkelte var afmærket med en træpind. Man gik i gang med opgravningen på det sted, hvor der tilsyneladende havde været gravet sidst. Da man var nået knap en halv meter ned, fandt de liget af den 23-årige navigatørelev Erik Dahl Nielsen, der 3 uger tidligere var blevet dræbt af en tysk patrulje i Gerritsgade under en frihedskæmperaktion mod en Hipomand. Liget var valbevaret, og man kunne straks fastslå identiteten.
     I den næste grav lå 4 engelske eller canadiske flyvere som var i fuld uniform. Ligene lå hulter til bulter mellem hinanden. De 4 lig, som havde ligget i jorden omtrent et år, var gået i opløsning, og da ligene tilmed lå i grundvand, var det hele en levret masse, der stank ulideligt.
     I grav nr. 3 lå en engelsk soldat, der som den eneste af de 8 var lagt i en kasse af råt sammentømrede brædder. Også dette lig var meget medtaget og stærkt opløst.
     I den fjerde og sidste grav lå to soldater ligeledes i medtagne og ukendelige uniformer. Selv læderremmene var delvis rådne, og den ene soldat manglede et ben. Nogle tangplanter på hans uniform tydede på, at han var skyllet i land fra havet [mon ikke det er F/Lt. Ballantyne og F/Sgt, Sefton].
     To engelske officerer, en major og en sekondløjtnant, foretog ligsyn for om muligt at konstatere dødsårsagen. Det var ikke muligt at fastslå noget konkret. 
     Der blev gravet flere steder, men der blev ikke fundet noget.
     Hvis man tæller gravstenene er der 9, på englænder graven, men der står 7 på monumentet. Nogle af ligene var stærkt opløst, kun 2 havde identitetsmærker, nemlig Ballantyne og Sefton der faldt ned ved Vornæs. Da hele besætningen fra Ollerup maskinen savnes, kan det med stor sikkerhef fastslås at de er begravet i Svendborg.

Torsdag den 17. maj kl. 12.30 blev de omkomne flyvere begravet ved en stor højtidelighed på Svendborg Kirkegård.
     Svendborg Avis skriver den 18. maj 1945: ..."De syv hvide kister stod smykket med røde, hvide og blå blomster (RAF's farver), side om side i den store grav i kirkegårdens vestlige ende. En æresvagt (se foto nr. 38), bestående af to rækker af frihedskæmpere med det engelske flag fæstet på deres hvide skjorter, hegnede graven, ved hvilken soldaterforeningernes fane paraderede (se foto nr. 39 - 40 bem. plankerne over den åbne grav. Her stod præsten da han foretog jordpåkastelsen.)
     Mange mennesker var mødt for at vise de faldne, ukendte flyvere den sidste ære. I det store følge sås bl.a. Amtmand Lassen, Herredsdommer Filip Hansen, Borgmester Ferdinand Jensen (se foto nr.41), Kaptajnløjtnant Krarup, Baron Schaffalitzky de Mucasell fra Rødkilde Gods og talrige frihedskæmpere, som ønskede at hædre deres våbenfæller. Den britiske hær var repræsenteret ved en officer og 6 soldater som var kommet hertil fra Odense. Utallige kranse og blomster dækkede kisterne og gravens omgivelder. Der var mange store, fine dekorationer, men de små beskedne buketter i rødt, blåt og hvidt, som ofte var bundet, så de dannede Royal Air Force-mærkedet bar vidne om, at også den almindelige Svendborgenser ønskede at hædre de tapre mænds minde. 
     Højtideligheden indledtes med salmen "Alt står i Gud Faders hånd". Der efter talte pastor Petersen først på dansk, senere på engelsk ud fra ordet "Thi hvad gavner det et menneske, om han vandt den hele verden, men måtte bøde med sin sjæl": Vi er dog samlere for at give 7 allierede flyvere et hvilested på vor kirkegård. Den hovne fjende kunne ikke unde dem en hæderlig begravelse og en anstændig gravplads, men lagde dem på en åben mark, det må vi nu råde bod på. Disse flyvere gik sammen med så mange andre i kamp med det nazistiske voldsherredømme, for Europas og Danmarks befrielse, og satte livet til derved. et er os derfor en kær pligt at vise dem den sidste ære. I Johannes åbenbaring siger Jesus Kristus, "vær tro til døden, så vil jeg give dig livets krone". Gud giver os, at også vi må være tro indtil døden.  Æret være disse tapre mænds minde iblandt os.
     Fru Minna Habersaat og kantor Skov sang den smukke salme "Nearer My God to you". Pastor petersen foretog jordpåkastelsen, lyste velsignelsen og sluttede med fadervor, som blev bedt på begge spog.
     Følget sang "Altid frejdig" og derefter takkede borgmester Ferdinand Jensen på byens vegne de mange mennesker, der var kommet tilstede for at højtideligholde flyvernes begravelse.
     Den smukke højtidelighed sluttede med salmen "Dejlig er jorden" og inden følget spredtes spillet på orgel "God save the King" ud over kirkegården.


Kirkegårdsinspektør Graversen skriver i:
                   Begravelsesklade Ass. Kirkegaard Svendborg  
                                              1937 - 1949   
                                         
Maj 1945 - side 245

Kvt:   K1 paa Runddelen 
No:
Bilag: 6740 - 6741 - 6742 - 6743 - 6744 - 6745 - 6746
Dato: 17
Sogn: N
Den 17. Maj 1945 blev følgende 7 Allierede Flyvere begravet paa Svendborg Kirkegaard paa Runddelen på Kvarter K1:
1. Identitetsmærke R. S. Ballantyne, O.F.F.F. , S:E: NO. 47567 Raf.
2. Identitetsmærke Raf Norman Sefton, N.B.675804 M.E.T.H.
3. Intet Identitetsmærke. Flyvertøj mærket med en Krone A.M. C.T.F /      
    Stores, 5691, Pat. No.307218. Tested 11 12 169254.
4. Flyvertøj mærket med en Krone A.M. Pat. Nr. 3072028, Tested, Stores /    
    65671 C. 34 (34) 211770.
5. Intet. Liget var stærkt opløst.
6.   do     do   do    do      do
7. Flyvertøj Mærket med Krone, A.M.C.T.T / Stores 5691 Pat no. 307228,
   Tested 12 423, 70732.

     Den tyske Værnemagt havde først nedgravet Flyverne ved Dragonkassernen paa Belvedere i Svendborg paa deres sædvanlige hensynsløse og raa Maade; men efter Freden den 5.Maj 1945 lod det danske Politi og Amtslægen i Svendborg under Ledelse sf Kirkegaardsinspektør Graversen Flyvernes Lig opgrave, og deres Lig transporteredes til Svendborg Sygehus, hvor de blev lagt i smukke hvide kister. Begravelsen fandt Sted paa Svendborg Kirkegaard den 17. Maj 1945, og sognepræst Johs. V. Petersen, Svendborg forrettede jordpaakastelsen. Kisterne var smukt pyntet med Blomster. 
     Til Begravelsen var der mødt mange mennesker, bl. andet 7 engelske Soldateer og en Major samt byens Borgmester og Amtmanden m. fl., alle Soldfaterforeningerne var ligeledesmødt med deres Faner, og ved graven var det engelske og danske Flag opstillet.
     Svendborg By bekostede Begravelsen og Anlægget og Soldaterforeningerne i Svendborg skænkede Monumentet. Svendborg Kirkegaard skænkede Begravelsen.


Se foto nr. 42 - 43 - 44 - 45



     Der er kun nævnt 7 personer på den første tavle, F/Lt Freeman og P/O Ronahan mangler. Grunden kender jeg ikke, men et godt gæt er, at ligene var meget medtagne efter nedstyrtningen, og efter et år i jorden har det været svært, at afgøre om der kom to i en kiste. Da hele flybesætningen mangler, må det være naturligt at antage, de alle er begravet sammen.

Ollerup 25 år efter.

Under udgravning til en bygning på Øster Skerningevej 17 i Ollerup, stødte arbejdsmand Johannes Drud Jensen på en stor samling vragrester fra LJ 526.
     Forklaringen på fundet er denne. Efter nedstyrtningen indsamlede den tyske værnemagt de største dele.Metallet kunne omsmeltes og bruges igen. De små aluminiums stykker, rør, ledninger og tøjrester (se foto) blev dækket med jord. I de næste 25 år kunne ejeren af Hovgården, Malling Nielsen, intetanende pløje og harve over stedet.

"Toget til Krigergravene"

     En årlig tilbagevendende begivenhed er "Toget tikrigergravene"l  på Kristi Himmelfartsdag. Ved krigens udbrud i 1864 fik Svendborg kommune ordre til at indrette lazaretter med plads til 200 patienter, 29 af de døde soldater blev begravet på kirkegården. 
     Hurtigt opstod tanken om at rejse et mindesmærke for de faldne.
 Svendborg sangforening afholdt en koncert, som gav 87 rdl. i overskud, og ved en fest i Christiansminde indkom 700 rdl.. nu var der penge nok til at få billehugger Andersen, Odense, til at skabe en obelisk af svensk granit. Indvielsen fandt sted søndag den 26. maj 1867 ved en højtidelighed, hvor pastor Troels Smith holdt talen, og der blev afsunget sange, skrevet til lejligheden af Mads Hansen fra Sterreby, mellem Hundstrup og Ulbølle.
     Æren for at have indstiftet "Toget til Krigergravene" tilkommer pastor Rasmus Prip, der havde deltaget i begge Slesvigske Krige, i den sidste som feltpræst. Hans nationale sindelag, og hans oplevelser som feltpræst, bød ham at værne om de døde soldaters minde. I 1887 holdt han en tale Kristi Himmelfartsdag ved deres grave. Derefter sang hans egne børn "Slumre sødt" og "Kongernes Konge" firstemmigt. Året efter fik pastor Prip våbenbroderforeningen til at gå i procession fra Torvet med musik direktør Hans Petersens orkester i spidsen. Et par år efter overtog Hans Petersens 3-stemmige borgerskolekor sangen, og sådan skabtes en tradition, som lever endnu.
     Som årene gik, svandt flokken af veteraner ind, og soldaterforeningerne trådte til. Svendborgs sidste veteran fra de slesvigske krige, kaptajn H. C. Hansen, Skattergade, døde i 1938, 92 år gammel.
     De små flag der står på gravene fra 1864, og som fornys hvert år, blev oprindelig syet og sat af en ældre dame, frøken Lind. Hun holdt også gravene i orden.
     Traditionen bliver stadig holdt i live. I dag er det soldaterforeningerne, de uniformerede korps, Sønderjysk Forening m. fl. der deltager. Først mindes man soldaterne fra 1864, så fortsættes der til flyvergravene, hvor der lægges kranse. Som en ny tradition deltager der en repræsentant fra Den Britiske Ambassade. Den Australske Ambassadør og representanter fra Den Canadiske ambasade, har også deltaget. Der efter mindes man de faldne frihedskæmpere , og toget gå tilbage til torvet.

Link: Engelske grave - http://www.cwgc.org
       Nedstyrtede bombefly - http://www.lostbombers.co.uk/
      Svendborg Kirkegårde - http://www.svendborg-kirkegaarde.dk

Marchen Til Krigergravene 2010 -http://www.youtube.com/watch?v=EEU6raZvJOc

Mindehøjtidelighed på Skarø 15.02.2014, med deltagelse af RAF
http://www.youtube.com/watch?v=7jwq2M3japs


Overflyvning af Lancaster 05.05.2011 -

http://www.ee138.net/bbmf.html

http://youtu.be/-Zt8POZ_YIA

Remembrance Sunday i København 13.11.2011 -
http://youtu.be/s0lo3k6psLw

 

 

 


Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Hanne Bild | Svar 27.07.2014 17.45

God side som du har fået lavet her. Men er du kun interesseret i begivenheder i Svendborg området ?? - fordi der var fly som faldt ned i Faaborg også.

Rikke Fredeløkke 17.10.2015 16.56

Jeg kom tilfældigt forbi denne side, der er lavet af min mand. Jeg ved, at han spreder sig meget i Svendborg området. Der indsniger sig dog andet.

John Kristensen | Svar 17.01.2014 16.09

Det er en meget interessant side. Her på Ærø blev der begraver 3 allierede flyvere. To af dem blev hjemtaget omkring 1950, Jack Wagner ligger begravet på Marsta

Jørgen Fredeløkke 18.01.2014 14.23

Tak for oplysningen.
VH
Jørgen fredeløkke

Britta Pedersen | Svar 20.09.2012 10.26

Håber på kik på nogle af gravene her i det sydfynske, i hvert fald Svendborg, måske også Skarø, Drejø elelr Landet kirkegård. Venlig hilsen Britta

Jørgen 20.09.2012 13.04

Det er en god ide.

Britta Pedersen | Svar 22.06.2012 20.11

Meget fin side. Håber at komme til Svendborg m.m. i år - 2012 - har rigtig mange fotos fra mange kirkegårde. Vær opmærksom på www.twgpp.org

Jørgen Fredeløkke 23.06.2012 13.56

Tak for oplysningen.

Gitte Eisenreich | Svar 20.06.2012 02.29

.. et flot stykke arbejde med indsamling af data
.. rent faktisk kon jeg her i aftes på søgningen Amtslæge Malthesen, Svendborg
.. men jeg er ikke mindre impone

Søren Bach | Svar 03.07.2010 16.41

Godt lavet, glimrende research, stort arbejde ! Det et vigtigt at disse spændende historier kan læses af alle og aldrig glemmes.

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

17.10 | 16:56

Jeg kom tilfældigt forbi denne side, der er lavet af min mand. Jeg ved, at han spreder sig meget i Svendborg området. Der indsniger sig dog andet.

...
13.04 | 17:31

Hej Jørgen.
Jeg har forsøgt at sende en indbydelse til dig.
Der er kommet retur, så du må have fået en ny mail adresse?
Hilsen

...
28.07 | 15:14

Tak for oplysningen, det var jeg ikke klar over

...
27.07 | 17:48

Der var også en tysk flygtninglejre i Vænget i Horne sogn, og der døde endvidere også nogle derfra, som blev begravet på Horne kirkegård.

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE